Få vores nyheder på mail

Bikubenfonden skruer op for samtalen om kunsten

Pressemeddelelse   •   Mar 04, 2019 09:14 CET

Behovet for at skabe tværfaglig debat i kunstmiljøet og styrke samtalen om kunstens betydning i samfundet generelt får Bikubenfonden til at skrue op for sine kunstsaloner og tilbyde nye formater og formidling. Salonerne arrangeres i samarbejde med kunstnere og kunstinstitutioner inden for scenekunst og billedkunst og skal give dem mulighed for at folde deres forestillinger eller udstillinger ud på kunstens præmisser.

Gennem flere år har Bikubenfonden arrangeret debatsaloner med fokus på scenekunst og billedkunst. I bevidstheden om, at der bliver stadigt mere brug for at styrke samtalen om kunsten vil fonden nu under navnet VISION arrangere flere og nye salonformater samt mere formidling omkring salonerne – blandt andet i form af en kunstpodcast.

- Vi oplever stor tilslutning til de debatsaloner, vi arrangerer i samarbejde med kunstinstitutionerne, og kan se, hvor vigtigt det er at have en ramme for en samtale om kunstens betydning, der tager afsæt i kunsten – og ikke er bundet af en specifik politisk eller kommerciel dagsorden. Der er et stort behov for at styrke samtalen om kunsten – både i kunstmiljøet og i samfundet generelt. Så vi ser det som en vigtig opgave for Bikubenfonden at bidrage til, at viden, tanker og holdninger om kunst udveksles og udbredes, siger chef for kunstområdet i Bikubenfonden Mette Marcus.

Nye salonformater og mere formidling
Kunstsalonen VISION vil primært dække scenekunst og billedkunst og byde på både klassiske paneldebatter, kunstnerinterviews og salonformer, hvor kunstnere tager styringen. Som publikum har du mulighed for at få sat kunsten i et relevant samfundsmæssigt perspektiv, få indblik i den faglighed og de overvejelser, der ligger bag konkrete forestillinger og udstillinger, opdage kunstnere med særlige potentialer og give dit besyv med i samtalen om kunsten. Salonerne tager alle udgangspunkt i aktuelle temaer inden for scenekunst og billedkunst, men er udformet på forskellig vis alt efter om der er tale om en debatsalon, en kunstnerstyret salon eller et kunstnerinterview.

Debatsalonen
Ved debatsalonen sættes en række debattører med viden inden for både kunst, videnskab eller samfund stævne til debat. Samtalen centrerer sig om et tema eller en faglig problematik fra en konkret udstilling eller forestilling og sætter det i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Mange af kunstsalonerne er målrettet et kunstfagligt publikum, som ofte blander sig i debatten med interessant viden eller nye perspektiver.

Næste debatsalon foregår på Betty Nansen Teatret den 28. marts. Her kommer samtalen til at handle om den kollektive skaberkraft i kunsten og i vores samfund. Salonen er arrangeret i samarbejde med teatret i forlængelse af Sort Samvittigheds aktuelle forestilling ’I et forhold’, og du kan bl.a. møde instruktør og kunstnerisk direktør for Betty Nansen, Elisa Kragerup, det anmelderroste skriftkollektiv BMS og Kasper Opstrup, der er forsker og forfatter med speciale i hybrider af kunst/litteratur og politik som modkultur og undergrundsfænomen.

Moderator er Katrine Hornstrup Yde, kulturredaktør ved Dagbladet Information. Du kan læse mere om salonen her.

Udvalgte debatsaloner – inklusiv denne - bliver optaget og udgivet som podcast efterfølgende. Bikubenfonden forventer at publicere de første podcasts i april.

Den kunstnerstyrede salon
Ved den kunstnerstyrede salon er det en kunstner, der faciliterer og iscenesætter samtalen om kunsten, inddrager publikum på nye måder og udfordrer salonformatet. Temaet for salonen tager udgangspunkt i kunstnerens aktuelle værk.

Den første kunstnerstyrede salon har titlen 'Kunsten der vil ændre samfundet'. Her vil instruktør Tue Biering guide publikum igennem en samtale om fordomme og stereotype forestillinger med afsæt i Fix&Foxys aktuelle forestilling 'Dark Noon'. Vær forberedt på at alt kan ske. Salonen finder sted på REVOLVER, Teater Republique, under CPH Stages internationale dage.

Interviewsalonen
Ved dette salonformat kan du opleve et interview med en dansk kunstner, som har en lovende praksis, en kunstner med et særligt kunstnerisk potentiale. I interviewet bliver der zoomet ind på kunstnerens praksis og nyskabende tilgang i en aktuel udstilling eller forestilling. De første kunstnerinterviews bliver offentliggjort i efteråret. Udvalgte interviewsaloner bliver formidlet som videoportrætter efter salonen. Bikubenfonden er i øjeblikket i gang med at arrangere interviewsaloner med billedkunstnerne Jakob Kudsk Steensen, Kirsten Astrup og Maria Bordorff samt koreograf Gunilla Lind.

Alle kunstsaloner arrangeres i et samarbejde mellem en professionel tilrettelægger fra Bikubenfonden og udvalgte kulturinstitutioner eller kunstnere, og fonden opfordrer kunstfeltets aktører til at sende ideer ind til kommende saloner. Kontaktinfo findes på Bikubenfondens hjemmeside. Indholdsmæssigt er mange af kunstsalonerne målrettet et kunstfagligt publikum, men alle er velkomne. Du finder kommende saloner på www.bikubenfonden.dk/debatsaloner eller ved at følge Bikubenfonden på Facebook.


FAKTA
Bikubenfonden har siden 2013 afholdt debatsaloner på scenekunstområdet under navnet Reumertsaloner og siden 2015 på billedkunstområdet under navnet Visionssaloner. Salonerne samles nu under navnet Kunstsalonen VISION
, som rummer debat inden for både scenekunst og billedkunst. Samtidig introduceres nye salonformater og formidling.

Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.