Gå til indhold
Bikubenfonden ansætter ny seniorrådgiver og udviklingspartner på kunstområdet

Nyhed -

Bikubenfonden ansætter ny seniorrådgiver og udviklingspartner på kunstområdet

Klaus Ib Jørgensen starter den 1. september som seniorrådgiver og udviklingspartner på kunstområdet i Bikubenfonden. Han skal arbejde for, at kunstinstitutioner og scenekunstkompagnier kan realisere deres fulde potentiale.

Klaus Ib Jørgensen kommer fra en stilling som kunstnerisk leder af kunstplatformen La Bicolore i Danmarkshuset på Champs-Elysées, kultur- og presseråd ved Danmarks Ambassade i Paris og direktør for Det Danske Studenterhus. Han har desuden tidligere været chef i DR’s Kor og Orkestre samt EditionS, og har arbejdet selvstændigt som komponist samt studeret komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Han skal bruge sin brede erfaring med samtidskunsten, kunstinstitutioner, ledelse og strategisk nytænkning til at bidrage med udviklingen af kunstinstitutioner i tæt samarbejde med Bikubenfondens mange partnere.

Direktør i Bikubenfonden, Mette Marcus, er begejstret for at kunne byde Klaus Ib Jørgensen velkommen:

”Klaus har en unik baggrund, som kombinerer praksisnær ledelse og udvikling af kunstinstitutioner med international erfaring og strategiske processer. Han har en dyb forståelse for kunstens sensibilitet og hans faglighed vil kunne understøtte vores partneres muligheder for at afprøve nyskabende idéer, strukturer og arbejdsformer.”

Bikubenfonden arbejder med at skabe nye muligheder for aktuel scene- og billedkunst. De senere år har fonden arbejdet for at løfte kunsten fra nationalt til internationalt niveau. Den rolle styrkes nu yderligere med ansættelsen af Klaus Ib Jørgensen.

”Jeg glæder mig til at blive en del af Bikubenfonden og bruge min erfaring fra både de internationale kunstmiljøer og de danske kunstinstitutioner. Mit arbejde de sidste mange år i kunst- og kulturlivet har givet mig indsigt i kunstens betydning og viden om hvilke strukturelle, organisatoriske og ledelsesmæssige rammer, der kan udvikles i givende menneskelige fællesskaber, så vi sikrer kunsten størst mulig gennemslagskraft i samfundet,” siger Klaus Ib Jørgensen.

En af Klaus’ centrale opgaver bliver - i samarbejde med Bikubenfondens øvrige kunstteam - at skabe tætte samarbejder i fondens nye Task Force program og i længerevarende partnerskaber med scene- og billedkunstfeltets institutioner på tværs af Danmark og samtidig bidrage til, at København styrkes som internationalt centrum for scene- og billedkunst.

Emner

Kategorier

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Digital redaktør Digital og visuel kommunikation 20 95 22 70