Nyhed -
Bikubenfonden søger ny kunstchef
Brænder du for at skabe udvikling for kunstnere og kunstinstitutioner? Og har du indblik i både kunstneres og kunstinstitutioners arbejde og virkelighed?
Så er du måske den kunstchef som Bikubenfonden søger til at stå i spidsen for fondens arbejde inden for kunstområdet, hvor fonden har fokus på aktuel scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje og realisere deres potentiale.
Bikubenfonden søger en kunstchef, der har en stærk overbevisning om kunstens betydning og har erfaring, kunstfaglig viden og interesse inden for scene- og/eller billedkunst. En kunstchef, der er drevet af at gøre en forskel, er udpræget nysgerrig og har et godt humør.
Som kunstchef bliver du sammen med direktionen ansvarlig for den overordnede ledelse af kunstområdet. Du skal i tæt samspil med kunstteamets dygtige og engagerede medarbejdere sikre udvikling af kunstinstitutioner og kunstnere, stimulere den politiske samtale om kunstens betydning og bidrage til videndeling og debat blandt kunstnere og kunstinstitutioner.
Som del af ledelsen vil du arbejde tæt sammen med direktionen om Bikubenfondens strategiske udvikling på tværs af organisationen, og du får et stort ledelsesrum og en stærk platform til at forme det kunstfaglige område. Du bliver personaleleder for kunstteamets fem medarbejdere, og du skal repræsentere Bikubenfonden udadtil og være med til at mobilisere aktører, skabe debat og sikre, at Bikubenfonden gør en forskel i tæt samarbejde med kunstfeltet.
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der arbejder for at nyskabe muligheder for unge på kanten af samfundet og for aktuel scene- og billedkunst. Du bliver en del af en værdibåret organisation, der vægter tillid og fællesskab højt. En udviklingsorienteret organisation med et ekstraordinært engagement, hvor man har det sjovt og tager ansvar for hinanden og det kunstfelt og samfund, man er en del af.
Du kan læse mere om de forventninger, som Bikubenfonden har til den nye kunstchef, i en uddybende job- og personprofil her.
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Søren Kaare-Andersen på ska@bikubenfonden.dk eller partner i Genitor Tina Overgaard på tlf. 3141 0582 / to@genitor.dk.
Ansøgningsfristen er den 14. marts kl. 10.00.
Foto: Anders Bigum. Fra danseforestillingen My Icarus Complex af koreograf Troels Primdahl med danser Ichi Go (2017).