Gå til indhold
Bikubenfonden søger praktikant til Kommunikation og Public Affairs

Nyhed -

Bikubenfonden søger praktikant til Kommunikation og Public Affairs

Vil du være med til at formidle indsatser, der skaber mærkbare forandringer for udsatte unge og bidrage til udviklingen af en stærk og nyskabende kunstscene? Så er der mulighed for at blive kommunikationspraktikant hos Bikubenfonden i efterårssemesteret 2023.

I Bikubenfonden mener vi, at vores samfund skal vurderes på mulighederne for at realisere menneskeligt og kunstnerisk potentiale. Vi har fokus på to områder i vores filantropiske arbejde: unge på kanten og aktuel scene- og billedkunst. På kunstområdet arbejder vi med at bane vejen for kunstnerisk udvikling ved at skabe rum for eksperimenter, nytænkning og kunstinstitutioners udvikling. På socialområdet arbejder vi med at nyskabe muligheder for unge i alderen 13 til 30 år, der har været anbragt, er hjemløse eller står uden for job og uddannelse.

Som kommunikationspraktikant vil du få indsigt i begge områder af vores filantropiske arbejde og samarbejde tæt med fondens chefer for public affairs og kommunikation på hhv. kunst- og socialområdet. Du kommer til at prøve kræfter med kommunikationsfaget i bred forstand, når vi gennem sociale medier, pressearbejde og debatindlæg samt debatarrangementer og samtalesaloner bringer ny viden i spil eller sætter samtaler i gang, som kan lede til samfundsmæssige og politiske forandringer.

Vi forventer, at du:

  • er studerende på en relevant uddannelse inden for samfundsvidenskaberne, journalistik, kommunikation, medier, kulturformidling eller tilsvarende
  • er velskrivende på dansk, har æstetisk sans og kan producere forskellige typer af kommunikationsprodukter
  • er struktureret, detaljeorienteret og interesseret i faglig viden
  • er motiveret for at arbejde med sociale medier, hjemmesider og nyhedsproduktion
  • har en vis erfaring med planlægning, koordinering og afholdelse af møder og arrangementer
  • har interesse for samfundsdagsordener og ønsker at skabe forandringer
  • har en særlig interesse for aktuel billed- og scenekunst og/eller socialområdet

Dit praktikophold vil være præget af mange forskellige typer af opgaver – både leverancer med kort aftræk og længerevarende indsatser, og vi har fokus på din læring og udvikling. Stillingen er i udgangspunkt 37 timer pr. uge, men vi tilrettelægger praktikforløbet, så det passer til din uddannelse, eventuelt studiejob og dine kompetencer i øvrigt, herunder de relevante formaliteter i forhold til dit studiested.

Ansættelsesperioden er fra den 21. august 2023 indtil den 26. januar 2024.

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning og dit CV på jbr@bikubenfonden.dk senest den 10. april.

Samtaler afholdes fredag 14. april. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Jeppe Bo Rasmussen på tlf.: 24401897.

I Bikubenfondens kommunikationsteam har vi forskellige ansvarsområder og kompetencer, der supplerer hinanden. Du vil understøtte flere af os og dermed få bred indsigt i fondens arbejde med kommunikation og public affairs på vores indsatser. Desuden bliver du en del af det community, som Bikubenfonden er en del af på Enigheden, Lygten 39 i København NV. Stedet huser ud over Bikubenfonden forskellige aktører inden for kunstfeltet og socialområdet.

Bikubenfondens udvikling
Bikubenfonden er en erhvervsdrivende fond, som er under stærk udvikling i disse år. Fra at have været en fond med fokus på donationer, har fondens arbejde i dag fået en langt mere katalytisk præget tilgang, og i øjeblikket undersøger vi, hvordan styrken ved et community kan bidrage i det filantropiske arbejde samtidig med, at vi prioriterer vores politiske arbejde.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97