Nyhed -
Bikubenfonden søger praktikant til Kommunikation og Public Affairs
Vil du være med til at formidle indsatser, der skaber mærkbare forandringer for unge på kanten af samfundet og bidrage til udviklingen af et stærkt og nyskabende scene- og billedkunstfelt? Så er der mulighed for at blive kommunikationspraktikant hos Bikubenfonden i forårssemesteret 2024.
I Bikubenfonden mener vi, at vores samfund skal vurderes på mulighederne for at realisere menneskeligt og kunstnerisk potentiale. Vi har fokus på to områder i vores filantropiske arbejde: unge på kanten, og aktuel scene- og billedkunst. På kunstområdet arbejder vi med at bane vejen for kunstnerisk udvikling ved at skabe rum for eksperimenter, nytænkning og kunstinstitutioners udvikling. På socialområdet arbejder vi med at nyskabe muligheder for unge i alderen 13 til 30 år, der har været anbragt, er hjemløse eller står uden for job og uddannelse.
Som kommunikationspraktikant vil du arbejde med begge områder og samarbejde tæt med fondens chefer for public affairs og kommunikation på hhv. kunst- og socialområdet. I kommunikationsteamet har vi forskellige ansvarsområder og kompetencer, der supplerer hinanden. Du vil understøtte flere af os og dermed få bred indsigt i fondens arbejde med kommunikation og public affairs på vores indsatser.
Du kommer til at prøve kræfter med kommunikationsfaget i bred forstand, når vi gennem sociale medier, pressearbejde og debatindlæg samt debatarrangementer bringer ny viden i spil eller sætter samtaler i gang, som kan lede til samfundsmæssige og politiske forandringer.
Vi forventer, at du:
- er studerende på en relevant uddannelse inden for samfundsvidenskaberne, journalistik, kommunikation, medier, kulturformidling eller tilsvarende
- er velskrivende på dansk, har æstetisk sans og kan producere forskellige typer af kommunikationsprodukter
- er struktureret, detaljeorienteret og nysgerrig på at lære nyt
- er motiveret for at arbejde med sociale medier, hjemmesider og nyhedsproduktion
- har en vis erfaring med planlægning, koordinering og afholdelse af møder og arrangementer
- har en særlig interesse for aktuel billed- og scenekunst og/eller socialområdet
Dit praktikophold vil være præget af mange forskellige typer af opgaver – både leverancer med kort aftræk og længerevarende indsatser. Vi har fokus på din læring og udvikling, og tilpasser forløbet ud fra dine kompetencer og interesser. Stillingen er i udgangspunkt 37 timer pr. uge, men vi tilrettelægger praktikforløbet, så det passer til din uddannelse, eventuelt studiejob og dine kompetencer i øvrigt, herunder de relevante formaliteter i forhold til dit studiested.
Vi forventer, at praktikperioden løber fra den 29. januar – 28. juni 2024, men vi justerer gerne perioden af hensyn til dit studie. Praktikstillingen er ulønnet.
Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning og dit CV på kmm@bikubenfonden.dk senest den 22. oktober.
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Karen Marstrand Mygind på tlf.: 31584374, eller sende en e-mail på: kmm@bikubenfonden.dk.
Bikubenfondens udvikling
Bikubenfonden er en erhvervsdrivende fond, som er under stærk udvikling i disse år. Fra at have været en fond med fokus på donationer, har fondens arbejde i dag et større fokus på systemforandring.
Som kommunikationspraktikant i Bikubenfonden, bliver du en del af Thoravej 29, som er et community, hvor vi nu er mere end 20 organisationer, der bl.a. har forpligtet os på at stå til rådighed for faglig sparring, og hvor vi har en række fælles faglige og sociale arrangementer.