Gå til indhold
Bikubenfonden søger praktikant til Kommunikation og Public Affairs

Nyhed -

Bikubenfonden søger praktikant til Kommunikation og Public Affairs

Vil du være med til at formidle indsatser, der skaber mærkbare forandringer for unge i udsatte positioner, og bidrage til udviklingen af et stærkt og nyskabende scene- og billedkunstfelt? Så er der mulighed for at blive kommunikationspraktikant hos Bikubenfonden i efterårssemesteret 2024.

Bikubenfonden fungerer som en katalysator for systemforandring. Med målet om at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst, arbejder vi med at mobilisere mennesker og organisationer på tværs af sektorer, fagfelter og magtpositioner. Vi samler viden om samfundets komplekse problemstillinger og sammen med andre aktører, organisationer og institutioner nytænker vi løsninger i forhold til de systemer, vores samfund bygger på.

Det arbejde kræver, at vi er tydelige og kommunikerende om vores arbejde. Som kommunikationspraktikant vil du arbejde med både socialområdet og kunstområdet i tæt samarbejde med fondens chefer for public affairs og kommunikation. Du kommer til at prøve kræfter med kommunikationsfaget i bred forstand, når vi fx gennem sociale medier, pressearbejde og debatarrangementer bringer ny viden i spil eller sætter samtaler i gang, som kan lede til samfundsmæssige og politiske forandringer.

Vi forventer, at du:

  • er studerende på en relevant uddannelse inden for samfundsvidenskaberne, journalistik, kommunikation, medier, kulturformidling eller lignende
  • er velskrivende på dansk, har æstetisk sans og har lyst til prøve kræfter med forskellige typer af kommunikationsprodukter
  • er struktureret, detaljeorienteret og nysgerrig på at lære nyt
  • er motiveret for at lære mere om sociale medier, hjemmesider og nyhedsproduktion
  • har interesse for planlægning, koordinering og afholdelse af møder og arrangementer
  • er optaget af samfundsdagsordener og ønsker at skabe forandringer
  • har en særlig interesse for og evt. erfaring med aktuel billed- og scenekunst og/eller socialområdet

Dit praktikophold vil være præget af mange forskellige typer af opgaver – både leverancer med kort aftræk og længerevarende indsatser. Vi har fokus på din læring og udvikling, og tilpasser forløbet og opgaverne ud fra dine kompetencer og interesser. Stillingen er i udgangspunkt 37 timer pr. uge, men vi tilrettelægger praktikforløbet, så det passer til din uddannelse og eventuelt studiejob, herunder de relevante formaliteter i forhold til dit studiested.

Praktikperioden er som udgangspunkt fra den 12. august 2024 – 24. januar 2025, men vi justerer gerne perioden af hensyn til dit studie.

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning og dit CV på jbr@bikubenfonden.dk - senest mandag den 11. marts, 2024.

Samtaler afholdes fredag 15. marts. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Jeppe Bo Rasmussen på tlf.: 24 40 18 97.

Bikubenfondens udvikling
Bikubenfonden er en erhvervsdrivende fond, som er under stærk udvikling i disse år. Fra at have været en fond med fokus på donationer, har fondens arbejde i dag et stort fokus på udvikling, systemforandring og partnerskaber.

Som kommunikationspraktikant bliver du en del af communitiet Thoravej 29, som Bikubenfonden er en del af. I øjeblikket holder vi til på Enigheden, Lygten 39 i København NV.

I communitiet er vi mere end 20 organisationer, der bl.a. har forpligtet os på at stå til rådighed for faglig sparring, og hvor vi har en række fælles faglige og sociale arrangementer. Her er bl.a. også et student-/praktikantnetværk, som afholder sociale arrangementer på tværs.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97