Nyhed -
Bikubenfonden søger public affairs- og kommunikationsansvarlig på socialområdet til barselsvikariat
Vil du være med til at nyskabe muligheder for unge på kanten af samfundet? Og forstår du at samle forskellige aktører om en fælles dagsorden, formidle ny viden til landets beslutningstagere og skabe kommunikation, der er med til at drive en udvikling? Så er du måske den barselsvikar, vi søger som ansvarlig for kommunikation og public affairs på socialområdet.
Andelen af unge, der har svært ved at finde fodfæste i voksenlivet, er konstant på trods af adskillige reformer, initiativer og milliarder af kroner til sociale indsatser. Det kalder på stærk systeminnovation og et behov for ambitiøse, nyskabende løsninger med afsæt i unges eget perspektiv. På socialområdet har vi i Bikubenfonden fokus på tre missioner: 1) Anbragte unge i overgangen til voksenlivet, 2) Unge i hjemløshed, og 3) Unge uden for job og uddannelse. Vi har en vision for et samfund, hvor alle aktører tager ansvar for at unge på kanten får et godt liv med job, uddannelse, bolig og stærke netværk.
Med udgangspunkt i unges egne erfaringer arbejder vi med at nytænke systemerne omkring unge. Det gør vi i stærke samarbejder på tværs af kommuner, NGO’er, interesseorganisationer og staten. Vi insisterer på at afprøve innovative veje, fordi vi tror på, at der er brug for at gøre noget radikalt anderledes, hvis vi vil have et andet resultat end i dag. I den forbindelse har vi brug for en skarp strateg med solid public affairs og kommunikationserfaring.
Som ansvarlig for public affairs og kommunikation på socialområdet kommer du i samarbejde med socialteamets programchefer til at arbejde med at samle interessenter om nyskabende løsninger. Du vil indgå som facilitator, rådgiver og sparringspartner inden for public affairs og kommunikation for vores partnere, og du skal derfor være parat til at kaste dit politiske indblik, din brede kommunikationsfaglighed og dit stærke engagement ind i arbejdet og dele ud af dine erfaringer og kompetencer.
Dine arbejdsopgaver og ansvarsområder omfatter bl.a. at:
- Følge den politiske udvikling på socialområdet og løbende sikre, at Bikubenfondens public affairs arbejde og kommunikation svarer den politiske kontekst.
- Bidrage til udvikling af public affairs og kommunikationsstrategier for Bikubenfondens arbejde på socialområdet og som rådgiver og sparringspartner i vores indsatser for unge på kanten.
- Planlægge og eksekvere debatskabende arrangementer og presseindsatser, der formidler viden og skaber debat og som kobler lokale eksperimenter med nationale agendaer - fx på Folkemødet.
- Producere indhold til Bikubenfondens hjemmeside og SoMe-kanaler.
- Koordinere public affairs og kommunikation med vores samarbejdspartnere.
- Bidrage til koncernkommunikation og rådgive talspersoner.
- Bidrage til transparens og god dialog i vores arbejde.
- Har en sympatisk personlighed og evner at engagere og motivere samarbejdspartnere fra mange forskellige typer af organisationer.
Arbejdet er præget af mange forskelligartede opgaver, og det er afgørende, at du kan tage ansvar og arbejde selvstændigt og er interesseret i både strategiudvikling og praktisk eksekvering.
Din profil
Vi søger en kollega med gode rådgivnings- og projektlederkompetencer. Du har en relevant uddannelse som fx cand.scient.pol., cand.soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse eller lign., samt erfaring med politik og kommunikation på socialområdet fra fx en NGO, et ministerium, Christiansborg eller et bureau.
Vi søger en person, der:
- Har et stærkt drive og mod til at afprøve nye veje.
- Har solidt indblik i politiske processer og kommunikation på socialområdet.
- Har erfaring med at bruge sin public affairs- og kommunikationsfaglighed i mange forskellige sammenhænge.
- Er strategisk tænkende og har erfaring med at lede kommunikationskampagner efter strategiske mål.
- Er en skarp rådgiver for både eksterne samarbejdspartnere og interne talspersoner.
- Kan sætte en dagsorden i både traditionelle medier og på sociale medier.
- Er sikker og erfaren i skriftlig kommunikation – og har lyst til selv at eksekvere på skriftlige opgaver såsom kronikker, pressemeddelelser og SoMe-opslag.
- Er en god historiefortæller med evne til at se de store fortællinger om fremtidens samfund i de små, lokale indsatser.
Som ansvarlig for public affairs og kommunikation på socialområdet arbejder du tæt sammen med Bikubenfondens socialteam. Samtidig har du et team af kommunikationsfaglige i ryggen, som bidrager med feedback og faglig sparring - ligesom du forventes at bidrage med din faglige støtte og feedback til dine kolleger i kommunikationsteamet. Vi er en organisation, hvor udvikling stortrives, og engagementet er ekstraordinært. Samtidig fylder samarbejde og socialt samvær en hel del, da vi er initiativtagere til og del af communitiet Thoravej 29. Bemærk dog, at arbejdsstedet pt. er Enigheden på Lygten 39.
Ansøgning
Der er tale om et barselsvikariat, som ønskes besat senest 1. marts 2024 og løber frem til første del af 2025. I jobbet vil du referere til kommunikationschef Iben Haugaard. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at tage kontakt på ih@bikubenfonden.dk eller 26 22 09 26 inden den 22. december.
Ansøgningen sendes til fgf@bikubenfonden.dk. Deadline er den 2. januar 2024.
Første samtaler forventes afholdt i uge 2. En eventuel anden samtale forventes afholdt i uge 3 og 4.
I forbindelse med ansættelsesforløbet vil der blive gennemført en personprofiltest.
Læs mere om Bikubenfonden her.