Nyhed -
Kommunikationsmedarbejder til barselsvikariat
Som kommunikationsmedarbejder i Bikubenfonden bliver du ansvarlig for fondens visuelle identitet samt den grafiske linje i de mange forskellige initiativer, fonden står bag. Desuden står du for at kommunikere på website og sociale medier.
Blandt andet har du ansvaret for grafik til vores visionssaloner, podcasts og kunstfilm samt til de kampagner, vi arbejder med både digitalt og i print. Du har også ansvar for layout af rapporter og nyhedsbreve. Det er derfor vigtigt, at du har en stærk æstetisk sans og gode evner til at visualisere og kommunikere komplicerede emner klart og pædagogisk.
Som kommunikationsmedarbejder vil du desuden stå for projektledelse af grafisk produktion og mediesamarbejder samt for opdatering af hjemmesider og sociale medier. Du skal derfor have erfaring med både processtyring og CMS-systemer, og skriftligt skal du kunne kommunikere klart og fejlfrit. Kendskab til video- og lydredigering vil også være en fordel.
Det kommer du til at arbejde med:
- Grafiske opgaver til web og print
- Projektledelse af kommunikationsopgaver
- Opdatering af hjemmesider
- Indholdsproduktion til og opdatering af sociale medier
- Skrivning af nyheder og pressemeddelelser
- Dataindsamling og bestyrelsesafrapportering
Vi søger en person, der:
- har relevant grafisk uddannelse samt flere års erfaring med kommunikationsarbejde
- har et skarpt visuelt øje og æstetisk sans
- er struktureret, detaljeorienteret og har stort overblik
- er dygtig på sociale medier – både hvad angår indhold, annoncering og dataindsamling
- kan kommunikere klart og korrekt skriftligt og har forståelse for vinkling af historier
- er nysgerrig efter at lære nyt og har erfaring med at arbejde digitalt og datadrevet
- er superbruger i Adobe InDesign, Photoshop og Illustrator
- har kendskab til basis HTML og CSS
Kommunikationsafdelingen i Bikubenfonden består af et lille team med stort engagement og drive. Vores hverdag er præget af mange forskelligartede opgaver, og det er afgørende, at du kan tage ansvar og arbejde selvstændigt – men altid med mulighed for faglig sparring og hjælp i ryggen, hvis tvivl opstår, og opgaverne brænder på.
I jobbet vil du referere til kommunikationschef Iben Haugaard. Der er tale om et barselsvikariat, der løber fra 1. november 2020 og ca. et år frem. Det er en fuldtidsstilling, og vi forventer, at du er fleksibel og villig til at arbejde på skæve tidspunkter i forbindelse med Bikubenfondens prisuddelinger og arrangementer. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at tage kontakt til kommunikationsmedarbejder Maja Bundgaard Hjorth på tlf. 29 82 08 52 eller på mail mbh@bikubenfonden.dk.
Om Bikubenfonden
Bikubenfonden er en erhvervsdrivende fond, der arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. Bikubenfonden ønsker at skabe plads til nytænkning, kvalitet og langsigtede løsninger. I de senere år har Bikubenfonden anvendt cirka 100 millioner kroner om året til filantropisk arbejde.
På kunstområdet arbejder vi med særligt fokus på scene- og billedkunst, hvor vi bistår professionelle kunstnere og kunstinstitutioner med at gå nye veje og realisere deres potentiale. Vi arbejder med udviklingen af den idérigdom og kvalitet, der er på kunstscenen.
På det sociale område har vi særligt fokus på udsatte unge på kanten af samfundet. Vi arbejder ud fra en stærk tro på det enkelte menneskes ressourcer og ønsker at give socialt udsatte unge mulighed for at gå nye veje og realisere deres potentiale.
Ansættelse
Ønsker du at søge stillingen til kommunikationsteamet, skal du sende CV og motiveret ansøgning til Iben Haugaard: ih@bikubenfonden.dk. Vi vurderer kandidater løbende og ser frem til at modtage din ansøgning senest den 7. september 2020. Samtaler vil finde sted fra medio september.
Vi glæder os til at høre fra dig!