Nyhed -
MADE by the Opera House 2015 afsluttes i Sydney – nyt hold for 2016 annonceres
Fredag den 21. august præsenterer fem danske arkitekt-, ingeniør- og designstuderende deres bud på en transformation af trafik forpladsen under Operahuset. Dette foregår ved en event i Operahuset, der fejrer det andet år med det dansk-australske udvekslingsprogram MADE by the Opera House. Samtidig annonceres det næste hold australske MADE studerende, der i 2016 skal tilbringe seks uger i Danmark, hvor de skal samarbejde om en tværfaglig opgave.
Eventen markerer afslutningen på det andet australske MADE forløb, hvor fem danske arkitekt-, ingeniør- og designstuderende igennem seks uger har arbejdet sammen om en tværfaglig opgave. Opgaven 'Under the Steps' har fokuseret på at transformere trafik forpladsen under Operahuset til et sted, der favner fodgængerne og forbedrer den overordnede besøgsoplevelse i Operahuset. Projektet har været suppleret af vejledning, forelæsninger og studieture forestået af bl.a. Operahuset, Arup og Steensen Varming.
I alt 73 studerende fra arkitekt-, design- og ingeniøruddannelserne fra New South Wales har søgt om deltagelse i MADE by the Opera House. Ud af dette felt er der udvalgt fem talentfulde studerende. De er alle meget fagligt stærke, har interesse for den tværfaglige arbejdsmetode samt gode kommunikations- og samarbejdskompetencer.
De fem nye australske studerende udgør det femte hold i rækken af i alt 100 danske og australske studerende, der skal på udveksling i henholdsvis Danmark og Australien inden for de næste otte år.
De fem udvalgte studerende er:
- Adriana Prasnicki, Bachelor of Design, UNSW
- Callum Coombe, Bachelor of Design in Architecture, Sydney University
- Lachlan Finn, Master of Architecture/Sustainability, Sydney University
- Dierdre Mair, Bachelor of Design in Architecture/Bachelor of Engineering (Civil), Sydney University
- Andrew Weetman, Bachelor of Civil Engineering (with Architecture), UNSW
De australske MADE studerende kommer til Danmark i perioden januar - februar 2016, hvor de deltager i det seks uger lange MADE program.
FAKTA
MADE (Multidisciplinary Australian Danish Exchange) by the Opera House bygger videre på den særlige forbindelse, der i sin tid opstod mellem Danmark og Australien omkring Jørn Utzons mesterværk Sydney Operaen. MADE by the Opera House handler om at viderebringe den tværfaglige metode, der lagde grunden for Australiens mest berømte bygningsværk, om at tilføre et internationalt udsyn, om at nedbryde faggrænser og om at styrke de kulturelle forbindelser mellem Danmark og Australien.
Deltagere i det seks uger lange udvekslingsprogram vil bestå af arkitekt-, ingeniør- og designstuderende – de selvsamme discipliner, der i sin tid bidrog til udviklingen af Sydney Operaen. De studerende vil få mulighed for at arbejde med et tværfagligt projekt i en dansk eller australsk arkitekt-, ingeniør-, eller designvirksomhed og vil på den måde bidrage til, at der skabes mere innovative design- og byggeprocesser.
Programmet løber over en tiårig periode og afsluttes ved Sydney Operaens 50 års fejring. I løbet af dette tidsrum vil i alt 100 studerende have været igennem forløbet og indgå i et MADE-alumnenetværk.
MADE by the Opera House er et samarbejde mellem Sydney Opera House Trust, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), Bikubenfonden, Dreyers Fond, Det Obelske Familiefond, Arup, Steensen Varming og The NSW Architects Registration Board.