Nyhed -
Modstrøm sætter unge i front
Med knap 25 millioner kroner i ryggen fra Egmont Fonden, Tuborgfondet og Bikubenfonden og som aktør i det nationale partnerskab om Ungeløftet stiller organisationen Modstrøm sig i spidsen for at styrke unge, der ikke går den lige vej i uddannelsessystemet.
Modstrøm har igennem de seneste mere end fem år skabt rummelige fællesskaber og solide metoder til at klæde unge godt på til at tale deres sag. Samtidig er de lykkes med at bryde lydmuren hos politikerne og på de store scener. Nu vil Modstrøm tage deres erfaringer til det næste niveau i et nyt samarbejde med Egmont Fonden, Tuborgfondet og Bikubenfonden og som aktør i et nyt nationalt partnerskab kaldet Ungeløftet. Læs mere her: Bred aftale om ungeløft skal hjælpe unge uden uddannelse og job i arbejde.
Modstrøm arbejder for at sikre, at flere unge opbygger mere selvværd og oplever at kunne få indflydelse på verden omkring dem. Samtidig arbejder de for at flere unge bliver en del af arbejds- og uddannelsesfællesskaberne.
En af de unge, der er aktiv i Modstrøm, er 22-årige Ida Seremet. “Uden Modstrøm ville jeg være et helt andet sted i dag. For tre år siden turde jeg ikke snakke med andre mennesker og jeg isolerede mig for mig selv. Nu er jeg en del af et fantastisk fællesskab, har fået en masse nye venner og et bagland, jeg altid kan række ud efter, hvis jeg skulle have brug for dem. Det har givet mig troen på mig selv tilbage. Jeg tør stå ved mine meninger og har fundet ud af, at min stemme har en betydning”, fortæller hun.
I det nye samarbejde vil Modstrøm tage deres erfaringer til et nyt niveau. Ambitionen er, at de ikke kun løfter unge stemmer fra FGUerne ind i policy og praksisudvikling, men sikrer at alle 43.000 unge på kanten af uddannelse og job får en stemme i policy og praksisudvikling. På den måde vil Modstrøm bruge erfaringerne fra FGUerne til nu at sikre en bredere ungeinddragelse på ungeområdet. Samtidig vil Modstrøm bruge de næste 5 år på at udvikle på deres arbejde med ungefællesskaber, elevdemokrati og ungestemmer.
”Vi er enormt glade for, at de tre fonde bakker op om vores næste skridt. De første år i Modstrøm har vi mødt så mange unge, der aldrig er blevet inddraget eller lyttet til. Med det nye partnerskab kan vi sætte strøm under de unges deltagelse og taletid – og det glæder de unge sig kanonmeget til”, siger Caroline Holdflod, sekretariatsleder ved Modstrøm.
Tre fonde går sammen med det lange lys på Egmont, Tuborgfondet og Bikubenfonden har valgt at indgå et nyt fondssamarbejde, hvor de sammen skaber fundamentet for, at Modstrøm kan tage deres arbejde med ungefællesskaber, elevdemokrati og ungestemmer til næste niveau. Alle tre fonde går ind i samarbejdet med en langsigtet 5-årig ambition.
Modstrøm er gennem de seneste fem år vokset ud af Egmont Fondens spireprogram og er startet som en elevorganisation for unge på og omkring Den Forberedende Grunduddannelse (FGU). Nu går Egmont med på et nyt kapitel i det nye og bredere fondssamarbejde for at sikre Modstrøm de bedste forudsætninger for at udvide arbejdet og engagere endnu flere unge i udsatte positioner.
”Det er afgørende, at unge får indflydelse på deres egen vej gennem uddannelsessystemet. Især hvis de ikke går den snorlige vej. Derfor har vi støttet Modstrøm fra start og er begejstrede for at se, hvordan Modstrøm har samlet de unge og bragt deres stemmer ind i debatten om uddannelse. Og vi er glade for, at flere fonde bakker op”, siger Heidi Sørensen, direktør i Egmonts Fondssekretariat.
I Tuborgfondet har man længe haft øje på Modstrøms store arbejde med at bringe unge kvalificeret ind i den demokratiske samtale.
”Modstrøm har gennemgået en god udvikling i de første år. Vi er rigtig glade for at støtte op om det næste kapitel, og vi er særligt spændte på at følge Modstrøms arbejde med at sikre, at unge får en stærkere stemme i den demokratiske samtale såvel som stærkere organisering i det lokale elevråd som hos beslutningstagerne på Christiansborg”, siger Mathias Findalen, programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet.
Bikubenfonden har igennem de seneste år arbejdet sammen med Modstrøm i fondens indsats ”En Vej til Alle”, hvor målgruppen er de 43.000 unge uden for uddannelse og job.
”Modstrøm har gjort et imponerende arbejde med at sikre ungeindflydelse i udviklingen af FGUen. Den erfaring kan Modstrøm nu tage til næste niveau, så vi sikrer at flere unge bliver involveret i politikerne og praktikernes arbejde med at finde nye løsninger for de 43.000 unge, der står udenfor job og uddannelse. Det er alfa og omega, at ny lovgivning og nye initiativer på ungeområdet udvikles i et ligeværdigt samarbejde med de unge selv”, siger Jakob Schjørring, chef for socialområdet, Bikubenfonden.
Fakta
Modstrøm blev stiftet som FGU-skolernes elevorganisation den 27. november 2019 på baggrund af en oplevelse af, at rigtig mange taler om de unge, der står uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, men at alt for få taler med de unge.
Modstrøms nye kapitel: Over de næste fem år har Modstrøm fokus på tre spor:
1. At udvide handlekraftige fritids- og feriefællesskaber for unge på og omkring FGU, bl.a. gennem samarbejde med lokalt kulturliv.
2. At opbygge og understøtte lokale forandringsfællesskaber forankret i de lokale og regionale elevråd på FGU.
3. Modstrøm vil styrke rollen som en stærk og indflydelsesrig stemme gennem udbredelse af ungestemmer og nye policymetoder.
Egmont Fonden støtter med 9.988.963 kr. i alt.
Tuborgfondet støtter med 4.916.910 kr. i alt.
Bikubenfonden støtter med 9.950.349 kr. i alt.
Igennem Ungeløftet støtter parterne bag med 4.000.000 i alt.
Kontakt
Modstrøm: Caroline Holdflod, sekretariatsleder, caroline@viermodstrom.dk, tlf. 61740415
Egmonts Fondssekretariat: Katrine Lau, kommunikationskonsulent, kl@egmont.com
Tuborgfondet: Camilla Laudrup, programansvarlig, cl@tuborgfondet.dk
Bikubenfonden: Emilie Refsgaard, chef for public affairs og kommunikation på socialområdet, ere@bikubenfonden.dk