Nyhed -
Ny direktør for En Vej til Alle
Anna Helene Mollerup bliver ny direktør for En Vej til Alle.
Anna kommer fra en stilling som vicedirektør i SUS – Socialt Udviklingscenter, hvor hun har lang erfaring med at lede og facilitere udvikling af nyskabende sociale løsninger på komplekse velfærdsudfordringer og skabe rammer for større tværgående samarbejder med mange forskelligartede samarbejdspartnere.
En Vej til Alle er en forandringskoalition med over 50 medlemsorganisationer. Koalitionen arbejder på tværs af sektorer for at finde nye måder at hjælpe unge ind i job og uddannelse. Koalitionen startede deres samarbejde i slutningen af 2021 på initiativ af Modstrøm, Akademiet for Social Innovation, SUS, Mobilize, Tuborgfondet og Bikubenfonden. Unge har fra starten nøglerollen som erfaringseksperter. Læs mere om En Vej til Alle her.
"Jeg glæder mig til at bidrage til En Vej til Alles mission om at sikre, at alle unge i Danmark finder en vej ind i fællesskab, uddannelse og job. En Vej til Alle sætter barren højt for forandring. Jeg ser frem til at løfte sammen med alle de gode kræfter, der allerede har forpligtet sig til at handle i fællesskab, og ikke mindst sætte strøm til et fortsat samarbejde med de unge, initiativet er til for ", siger Anna Helene Mollerup.
En Vej til Alle er i udvikling. Det kan du lære mere om i vores korte video her.
Anna ansættes som direktør til at lede udviklingen. Hun skal stå i spidsen for at etablere En Vej til Alle som en selvstændig organisation, sikre unges perspektiver er en grundsten i arbejdet og styrke samarbejdet mellem mere end 50 medlemsorganisationer. Organisationerne kommer fra civilsamfundet, det offentlige og erhvervslivet. Sammen har de organiseret sig på tværs af fem forskellige udviklingsplatforme, hvor de finder nye veje for unge fordelt på fem af livets overgange.
"Vi er meget glade for at have Anna som direktør for En Vej til Alle. Med mange års erfaring fra SUS kommer hun med et solidt fundament til at udvikle nye løsninger i samarbejde med forskellige sektorer - med unge i centrum. Samtidig er hendes baggrund i centraladministrationen en stor styrke i at realisere En Vej til Alles ambitioner om et styrket samspil mellem politik og praksis" udtaler socialchef i Bikubenfonden, Jakob Schjørring.
Anna Helene Mollerup er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har været i SUS siden 2014 hvor hun særligt har arbejdet indenfor social-, børn og unge- samt beskæftigelsesområdet. Anna kommer derudover med betydelig erfaring fra centraladministrationen samt konsulentbranchen, med et gennemgående fokus på udvikling og forandringsledelse.
Med Anna Helene Mollerup som direktør styrkes indsatsen for at skabe varige forandringer for unge i Danmark.
Anna begynder i Bikubenfonden som direktør for En Vej til Alle d. 2. januar 2025. Her er hun ansat indtil En Vej til Alle etablerer sig som selvstændig organisation.