Gå til indhold
Årets Reumert præsenterer dansk scenekunsts nye store talenter

Pressemeddelelse -

Årets Reumert præsenterer dansk scenekunsts nye store talenter

Tidligere er modtagerne af de særlige talentpriser ved Årets Reumert først blevet offentliggjort ved selve overrækkelsen af priserne. Men i år ønsker Bikubenfonden, der står bag Årets Reumert, at sætte særligt fokus på talenterne. Derfor offentliggøres de ti navne allerede nu, og den samlede oversigt kan ses herunder.
Foruden priserne modtager talenterne 20.000 kroner hver. Desuden vil de blive skildret i små portrætter på DR K i ugen op til Årets Reumert, som i år afholdes den 22. juni på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Mange prominente navne blandt tidligere modtagere
Der er stor grund til at glæde sig over at modtage prisen. Blandt de tidligere modtagere finder man nemlig en række af Danmarks mest prominente navne inden for film, tv og naturligvis teater.
Det gælder eksempelvis Stine Stengade, Thure Lindhardt, Birgitte Hjort Sørensen, Jonathan Spang, Mia Lyhne, Silja Schandorff og Patricia Schumann.

Stor spændvidde blandt talenterne
Blandt dette års ti talentprismodtagere finder man fire skuespillere, to dansere, en instruktør, en dramatiker, en sanger og en musicalperformer:

  • Lise Davidsen, sopran, uddannet fra Operaakademiet i København i foråret 2014. Har medvirket i Flagermusen og Otello på Det Kgl. Teater.
  • Benita Bünger, balletdanser, uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2010 aspirant ved Den Kongelige Ballet og i 2012 ansat som korpsdanser. Har bl.a. medvirket i Nøddeknækkeren, Det forsømte forår og Come Fly Away.
  • Benjamin Stender, skuespiller, uddannet på The European Academy of Dramatic Arts i Rom i 2012. Har medvirket i Woman In Black for That Theatre Company, der spiller engelsksproget teater i Danmark.
  • Rasmus Ask, instruktør på Gammeljomfruen og tyven på Det Kongelige Teater. Desuden kunstnerisk leder af teatret Momentums VOL 7 i Odense.
  • David Price, danser, uddannet fra Skolen for Moderne Dans (Statens Scenekunstskole) i København i 2011. Har medvirket i Viva Vive for Black Box Dance Company.
  • Kirstine K. Høgsbro, dramatiker bag Lugter det lidt af lykke?. Uddannet psykolog og yogalærer. Desuden dramatikeren bag Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig.
  • Patrick Terndrup, performer, uddannet på Det Danske Musicalakademi i 2012. Har medvirket i Young Frankenstein på Fredericia Teater og er aktuel i Fredericia Teaters opsætning af Den Lille Havfrue.
  • Esben Smed, skuespiller, uddannet på Statens Scenekunstskole i 2013. Har medvirket i Liberty på Teater Nordkraft og spiller med i Woyzeck på Det Kongelige Teater.
  • Asbjørn Krogh Nissen, skuespiller, uddannet på Statens Scenekunstskole i 2012. Har medvirket i Hærværk og Onde ånder på Det Kongelige Teater.
  • Sophie Zinckernagel, skuespiller, uddannet fra Skuespillerskolen i Odense i 2013. Har medvirket i Bye, Bye, Yue, Yue på Teater Katapult.

Juryens motiveringer til årets talentprismodtagere

Lise Davidsen er uddannet fra Opera-akademiet ved Det Kongelige Teater i 2014. Hun debuterede med en overbevisende Rosalinde i ”Flagermusen”. Og tidligere i denne sæson udfoldede hun sin formidable stemme som Emilia i Verdis ”Otello”. Udlandet har allerede sendt bud efter hende, og der tegner sig en smuk fremtid for hende som dramatisk sopran.

Benita Bünger er uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole og
optaget som korpsdanser i Den Kongelige Ballet i 2012. I ”Come Fly Away” overrumplede og charmerede hun alle med en imponerende teknik, der mestrede både de skarpe, jazzede vinkler og de højtflyvende fødder. Et oplagt dansertalent med masser af såvel smil som dramatik i kroppen.

Benjamin Stender er skuespiller og uddannet ved The European Academy of Dramatic Arts i Italien i 2012. Hans debut i gyseren ”A Woman in Black” hos That Theatre på Krudttønden viste ikke bare, at han mestrer en ulastelig engelsk udtale. Han afslørede også en kropslig smidighed, der var så uhyggeligt gotisk, at teenagerne hvinede af skræk. Et spooky talent.
 
Rasmus Ask er uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole i 2012. På Odense-teatret Momentum har han uforfærdet stået for en hel trilogi af moderne action-forestillinger. Hans sikre talent for psykologiske gys ramte også operagenren, da han på Det Kongelige Teater instruerede ”Gammeljomfruen og tyven” om hengemte kvinder og stærke lidenskaber.

David Price er danser og uddannet ved Skolen for Moderne Dans i 2011. I Black Box Dance Companys allerførste forestilling ”Viva, Vive!” på Musikteatret Holstebro stjal han scenebilledet med sin udstråling. Og hans lyshårede fyrighed slog gnister, når han konkurrerede med de sorthårede brasilianske dansere om at hvirvle vildest. Her er en mand med hurtige ben!

Kirstine K. Høgsbro er autodidakt dramatiker. Hendes uddannelse som psykolog er dog det perfekte afsæt for en underholdende og spot-on skildring af det moderne menneske – i eller uden for parforholdet. Fuld af grotesk humor fastslog monologen ”Lugter det lidt af lykke?”, at vores menneskelige tragedie bestemt ikke kun er til at græde over.

Patrick Terndrup er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i 2012. I den tossede Mel Brooks-musical ”Young Frankenstein” på Fredericia Teater var han lige ved at løbe med det hele som videnskabsmandens underdanige hjælper. Med en tegneseriefigurs hurtighed var han en charmerende sprællemand. Skør, skøn og skæv. Sikke et pukkelarbejde.

Esben Smed er skuespiller og uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2013. I ”Liberty” på Teater Nordkraft viste han en ukuelig naivitet som hvid danskerdreng i et fattigt, sort Tanzania. Hans følsomhed krakelerede, da forældrenes overklassekynisme overtog hans sind – og til sidst var han fanget i sin ensomme brutalitet. Uhyggeligt overbevisende.

Asbjørn Krogh Nissen er uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2012. Som den 'dæmoniske' digter Steffensen i Det Kongelige Teaters ”Hærværk” bekræftede Asbjørn Krogh Nissen talentets bærekraft. Destruktivt underminerede han hele borgermusikken. En flot, uforudsigelig præstation af et tårnhøjt talent, der gik lige ind på scenen og gjorde sig gældende.

Sophie Bredal Zinckernagel er uddannet skuespiller fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i 2013. Med usædvanligt stærkt nærvær viste hun sit store register i ”Bye Bye You You” på Teater Katapult som dramatikeren Line, udstoppet med hvidt papir og sort skrift. En af de sjældne gange, skuespiller og forestilling smelter sammen. Imponerende.

Nomineringer Årets Reumert 2014

Årets Forestilling
•   Varmestuen, Bro, Trolin, Ellekilde og Grue
•   Indenfor Murene, Aalborg Teater
•   Metamorfoser, Det Kongelige Teater

Årets Kvindelige Hovedrolle
•   Marie Louise Wille i All My Dreams Come True, Aarhus Teater, CaféTeatret (S/H) og Aarhus Festuge
•   Marianne Høgsbro i Indenfor Murene, Aalborg Teater
•   Christine Albeck Børge i Boys Don’t Cry, Mungo Park og Eventministeriet, Det Kongelige Teater

Årets Mandlige Hovedrolle
•   Thure Lindhardt i Den mystiske sag om hunden i natten, Betty Nansen Teatret
•   Søren Sætter-Lassen i Faderen, Det Kongelige Teater
•   Hans Holtegaard i Parasitterne, Vendsyssel Teater

Årets Kvindelige Birolle
•   Elsebeth Steentoft i Spørg de Voksne, Republique
•   Margrethe Koytu i Varmestuen, Bro, Trolin, Ellekilde og Grue
•   Kaya Brüel i Pigen med paraplyerne, Betty Nansen Teatret

Årets Mandlige Birolle
•   Andreas Jebro i Den spanske flue, Aalborg Teater
•   Tom Jensen i Den Stundesløse, Folketeatret
•   Carsten Svendsen i Cabaret, Aalborg Teater

Årets Sanger
•   Sofie Elkjær Jensen i Gammeljomfruen og tyven, Det Kongelige Teater
•   Johan Reuter i Den Flyvende Hollænder, Det Kongelige Teater
•   Henriette Bonde-Hansen i Lucia di Lammermoor, Den Jyske Opera

Årets Danser
•   Alban Lendorf i Come Fly Away, Grand Pas Classique og Manon, Det Kongelige Teater
•   Ana Sendas i Copenhagen Summer Dance og Black Diamond, Dansk Danseteater
•   Alexandra Lo Sardo i Come Fly Away og Manon Det Kongelige Teater

Årets Instruktør
•   Madeleine Røn Juul for Fruentimmerskolen på Grønnegårds Teatret, Jeg hedder Bente på Teatret ved Sorte Hest og Hotel Nelson, Teater Grob
•   Petrea Søe for Manden uden fortid, Teater Møllen og Odense Teater
•   Morten Kirkskov for Indenfor murene på Aalborg Teater

Årets Scenograf
•   Christian Q. Clausen for Huset, Det Lille Teater
•   Astrid Lynge Ottosen for Skammerens datter 1 og 2, Østre Gasværk Teater
•   Palle Steen Christensen for Metamorfoser og Sandmanden, Det Kongelige Teater og Transformatoren, CaféTeatret (S/H)

Årets Dramatiker
•   Tomas Lagermand Lundme for Rindal, Mungo Park Kolding
•   Jakob Weis for Casper Christensen Komplekset, Teater V
•   Anna Bro for Varmestuen, Bro, Trolin, Ellekilde og Grue

Årets Børne/-ungdomsforestilling
•   HANe og HUNd, Aaben Dans
•   Når det skærer i hjertet, Teater Kompas
•   4 EVER, Opgang2

Årets Opera
•   Madame Butterfly, Opera Hedeland
•   Otello, Det Kongelige Teater
•   The Picture of Dorian Gray, Den Jyske Opera

Årets Musikteater/show
•   En kort en lang, Aalborg Teater
•   Skammerens Datter 1 og 2, Østre Gasværk Teater
•   Har du set min nissehue, mor?, Platt-Form

Årets Danseforestilling
•   Re-collect (fra 242 år i Trikot), Det Kongelige Teater
•   Rite of Spring - Extended, Granhøj Dans
•   On/Volt, Recoil Performance Group

Årets Særpris
•   Afdelingen for mindre planter, Teatret og Team Teatret
•   Transformatoren, Nielsen Bevægelsen og CaféTeatret (S/H)
•   Boys Don’t Cry, Mungo Park og Eventministeriet, Det Kongelige Teater

Juryen
Juryen, der i denne sæson nominerer og udpeger modtagerne af Årets Reumert-priserne, består af 12 kompetente personer med stor indsigt i den levende scenekunst. Det er fremtrædende danske teaterkritikere, kulturjournalister og markante kulturpersonligheder inden for branchen, der i fællesskab finder frem til nominerede og vindere.

Juryen består i sæsonen 2013-14 af:
Cand. phil. Janicke Branth
Forfatter og teaterkritiker, Gregers Dirckinck-Holmfeld
Redaktør, mag. art. Monna Dithmer, Politiken
Direktør Litten Hansen
Instruktør og skuespiller Jan Hertz
Teateranmelder, mag. art. Henrik Lyding, Jyllands-Posten
Teaterredaktør, cand. mag. Jakob Steen Olsen, Berlingske
Mag. art. Me Lund
Teateranmelder, cand. mag. Anne Middelboe Christensen, Information
Lektor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet, Janek Szatkowski
Dramaturg, mag.art. i teatervidenskab, Alette Scavenius
Dramachef Piv Bernth, DR


Om Årets Reumert

Bikubenfonden står bag Årets Reumert, som blev indstiftet i 1998. Formålet med Årets Reumert-priserne er at sætte fokus på den levende scenekunst både for at hædre nogle af vores største kunstnere og for at stimulere interessen for det levende teater i Danmark.
Der uddeles priser i 16 kategorier og 10 talentpriser. Prisvinderne nomineres og vælges af en uafhængig teaterfaglig jury på 12 personer.
Bikubenfonden står også bag Reumert-salonerne, der sætter scenekunsten til debat.

Om Bikubenfonden
Bikubenfonden arbejder for at fremme indsigt og udsyn ved at støtte og udvikle projekter af høj kvalitet inden for kultur og socialt arbejde.

Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert og Kronprinsparrets Priser. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.

Bikubenfonden har sine historiske rødder I Sparekassen Bikuben, som blev oprettet I 1857. I dag er Bikubenfonden en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet.

Related links

Emner

Kategorier


Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet, primært inden for kultur og sociale formål.

Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Bikubenfondens Museumspriser. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Digital redaktør Digital og visuel kommunikation 20 95 22 70
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Senior kommunikationskonsulent 31 78 59 27