Pressemeddelelse -
Et andet perspektiv i valgkampen: Ti danske toppolitikere sætter ord på kunsten
I Bikubenfondens filmserie ”Kunsten har ordet” kan danskerne møde ti toppolitikere i samtaler med kendte billedkunstnere om kunstværker på Christiansborg. Mød blandt andre politikerne Ane Halsboe-Jørgensen, Søren Pape Poulsen, Pia Olsen Dyhr og Jakob Ellemann-Jensen.
Hvilke oplevelser, refleksioner og følelser sætter kunsten i gang, når vi møder den i vores hverdag? Og hvad sker der med samtalen om kunst, når ti toppolitikere møder billedkunstnerne bag de kunstværker, de møder hver dag på deres arbejdsplads? Hvordan kan vi tale om, hvad kunsten betyder i vores samfund?
De spørgsmål ønsker Bikubenfonden at sætte spot på med ”Kunsten har ordet”. Se traileren for filmserien på kunstenharordet.dk.
”Vi vil gerne sætte kunsten på dagsordenen i valgkampen og starte en reel samtale om, hvad kunsten betyder for os. De fleste af os møder kunst hver eneste dag, men kunstens udvikling, bidrag og betydning er desværre ikke noget, der fylder meget i de politiske samtaler i Danmark,” siger Mette Marcus, direktør i Bikubenfonden.
Bikubenfonden håber, at filmene kan inspirere til, at samtaler om kunstens betydning for mennesker og samfund får større betydning i de aktuelle kulturpolitiske debatter.
Det kommende Folketing får en afgørende betydning for kunstnernes og kunstinstitutionernes rammer – og også derfor er samtalen mellem politikerne og kunstnerne vigtig.
"Vi vil gerne høre, hvad politikernes ambitioner er for kunstens fremtid. Når vi i samtalerne ser en anden side af vores folkevalgte politikere og bringer kunstnernes sprog, tanker og ideer frem, håber jeg, at vi kan inspirere både politikere og alle andre, der er nysgerrige på, hvad kunst betyder for os mennesker,” siger Mette Marcus, direktør i Bikubenfonden.
De medvirkende politikere og kunstnere er:
- Ane Halsboe-Jørgensen møder Malene Landgreen om værket ”Body”.
- Søren Pape Poulsen møder Erik A. Frandsen om værket ”Uden Titel”
- Jakob Ellemann-Jensen møder Birk Bjørlo om værket “Uten Tittel”
- Pia Olsen Dyhr møder Astrid Krogh om værket ”Polytics”
- Mai Villadsen møder Bjørn Nørgaard om værket ”Gulvbelægning og bænk i Provianthuset”
- Sofie Carsten Nielsen møder John Kørner om værket “Paulina”
- Pernille Vermund møder Hans Christian Rylander om værket ”Uden Titel”
- Kristian Thulesen Dahl møder Mikael Melbye om værket "Thor Pedersen"
- Henrik Dahl møder Nina Sten-Knudsen om værkerne ”Åbent Landskab” og ”Arbejdere på fabrikken Dam”’
- Franciska Rosenkilde møder Arendse Krabbe om værket “Spørgsmål former virkeligheder”
Se alle filmene på kunstenharordet.dk
Filmene er produceret af MUST i samarbejde med Bikubenfonden. De er optaget fra 2021-2022.
Udvalgte citater:
Ane Halsboe-Jørgensen: ”Det er menneskeligt for os allesammen at blive påvirket af rammerne omkring os og der spiller kunsten en kæmpe rolle.”
Søren Pape Poulsen: ”Der skal også være noget i et samfund, som ikke nødvendigvis bare kan måles og vejes.”
Jakob Ellemann-Jensen: ”Mit forhold til kunst er primært betragtende, lyttende og iagttagende. Jeg sætter pris på kunst.”
Pia Olsen Dyhr: ”Vi har også brug for åndelig føde og mere ro på i vores dagligdag. Det er noget af det, kunsten kan.”
Mai Villadsen: ”Kunsten kan både lave enormt store samfundsryk og åbne op for større debatter.”
Sofie Carsten Nielsen: ”Det der er rart ved kunst, er at det gør én til menneske.”
Pernille Vermund: ”Kunst kan genere og irritere mig lige så meget, som det kan gøre mig glad, rolig og afslappet og nysgerrig.”
Kristian Thulesen Dahl: ”Jeg tror, kunst spiller en stor rolle i vores liv. Tit og ofte er det ikke bevidst.”
Henrik Dahl: ”Den kunst, der mest vigtig, er den kunst, der rører mennesker følelsesmæssigt.”
Franciska Rosenkilde: ”Kunst er i den grad med til at udvikle os som mennesker og derved også som samfund."
Om filmserien ”Kunsten har ordet”:
Bikubenfonden har taget initiativ til filmserien ”Kunsten har ordet”. Den har til formål at øge bevidstheden om kunstens betydning og inviterer befolkningen – både politikere og andre, der interesserer sig for den kunst, som omgiver dem – til at tage del i samtalen om, hvilke oplevelser mødet med kunsten giver os.
I en række korte film møder ti toppolitikere en kunstner bag et værk. De samtaler om tankerne med værket, kunstnernes praksis, politikernes forhold til værket og tanker om, hvad det generelt betyder at have kunst omkring os.
Mere information:
Jeppe Bo Rasmussen, tlf.: +45 24401897, jbr@bikubenfonden.dk
Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet, Bikubenfonden
Emner
Kategorier
Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.