Gå til indhold
Foto af Annika Berg: SA NM
Foto af Annika Berg: SA NM

Pressemeddelelse -

Filminstruktør og social organisation i Århus modtager Kronprinsparrets Stjernedryspriser

Der bliver sat spot på både filmkunst og socialt arbejde, når Kronprinsparrets Priser 2018 uddeles i Musikkens Hus i Aalborg lørdag den 24. november. Her vil filminstruktøren Annika Berg og den sociale organisation Fundamentet få overrakt de to Stjernedryspriser.

Kronprinsparrets to Stjernedryspriser har hidtil været givet til yngre kunstnere med et særligt talent. Det gør den ene Stjernedryspris fortsat, mens den anden fra i år vil blive givet til en nytænkende aktør inden for socialt arbejde. Således bliver Kronprinsparrets Priser fremover fordelt ligeligt mellem det kulturelle og det sociale felt. Begge modtagere af Kronprinsparrets Stjernedryspriser modtager 100.000 kr.

Fundamentet
Fundamentet i Aarhus modtager Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris for deres engagerede indsats for udsatte mennesker. De modtager blandt andet prisen for deres evne til at skabe trygge og tillidsfulde rammer for alle, og fordi de insisterer på at tage udgangspunkt i det enkelte menneske.

Fundamentet er en organisation for sårbare, udsatte eller blot fortvivlede mennesker, der søger hjælp. Igennem rådgivning, terapi, behandlingsforløb, assistance med dagligdagsproblemer og grundlæggende nærvær arbejder Fundamentet med at hjælpe disse mennesker videre i livet. Organisationen arbejder blandt andet med problematikker som ensomhed, angst, gæld, misbrug og sorg.

Filminstruktør Annika Berg
Annika Berg modtager Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for sine visuelle filmperler, der rummer masser af farve, kraft og kant. Hun modtager blandt andet prisen, fordi hun viser, at ungdomsfilmen stadig er relevant, når bare den skabes på de unges præmisser, og fordi hun bringer ny energi til dansk film med sine værker.

Annika Berg er uddannet fra den Danske Filmskole i 2015. Her afsluttede hun uddannelsen med kortfilmen Sia – et stærkt og sanseligt portræt af en ældre dame. I 2017 debuterede hun med spillefilmen Team Hurricane, der viser en helt ny måde at lave ungdomsfilm på. På Facebook og Instagram fandt hun en række unge piger, som hun hver gav et kamera. Det blev til en fiktiv fortælling om at være ung. Filmen er blevet kaldt 'SKAM på svampe'.

Prisoverrækkelse direkte på DR1
Fundamentet og Annika Berg får overrakt Stjernedryspriserne ved Kronprinsparrets Priser, der finder sted i Musikkens Hus i Aalborg lørdag den 24. november. Prisuddelingen sendes direkte på DR1 kl. 21.00. Her er Stéphanie Surrugue og Kåre Quist værter, mens The Minds of 99, Aksglæde, Lis Sørensen, Alex Vargas, Huxi Bach og tidligere modtager af Kronprinsparrets Kulturpris Tina Dickow vil optræde.

Fakta om Kronprinsparrets Priser
Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret. Formålet med prisuddelingen er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.

Der uddeles i alt fire priser: Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris, Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris. Modtagerne af Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris offentliggøres ved prisuddelingen i Aalborg den 24. november.

Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtagerne udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.

Kontakt
For yderligere oplysninger om Kronprinsparrets Priser, kontakt:
Bikubenfondens kommunikationschef
Iben Haugaard
ih@bikubenfonden.dk

Related links

Emner

Kategorier


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Digital redaktør Digital og visuel kommunikation 20 95 22 70
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Senior kommunikationskonsulent 31 78 59 27

Relateret materiale