Pressemeddelelse -
Kronprinsparrets Priser 2014 uddelt
- Kronprinsparrets Kulturpris 2014 på 500.000 kr. går til designer Cecilie Manz
- Kronprinsparrets Sociale Pris 2014 på 500.000 kr. går til organisationen TUBA
- Kronprinsparrets to Stjernedryspriser på hver 50.000 kr. går til fotograf Lærke Posselt og skuespiller Johanne Louise Schmidt
Kronprinsparrets Priser 2014 er netop blevet uddelt. Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris samt Kronprinsparrets to Stjernedryspriser blev overrakt af H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary i Musikkens Hus i Aalborg her til aften.
En fornyer af skandinavisk design
Kronprinsparret overrakte prisen til Cecilie Manz på scenen med bl.a. følgende motivering:
- Den grundlæggende idé er altid stærk i Manz’ design, der både fremkalder associationer til historiske designgenstande og samtidig tydeligt afspejler nutiden. Cecilie Manz evner at kombinere forskellige designstrategier på nye måder. I hendes design opstår der typisk en tvetydighed, der på en interessant måde pirrer vores fantasi. Det er netop hendes særegne måde at fusionere til tider komplekse idéer med et enkelt og rent udtryk, der giver et både sensitivt og vedkommende design.
Læs hele motiveringstalen nedenfor.
Pris til organisation for udsatte børn med forældre i alkoholmisbrug
Kronprinsparrets Sociale Pris 2014 er overrakt til TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere) – en selvstændig organisation ejet af Blå Kors Danmark. TUBA har 13 afdelinger landet over, hvor de tilbyder gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug.
Kronprinsparret overrakte prisen til TUBA på scenen og knyttede bl.a. følgende ord til overrækkelsen:
- Med terapi, råd og vejledning gør TUBA en uvurderlig indsats for de unge, som er børn af alkoholikere. TUBA tilbyder disse unge et fællesskab med andre, som ved lige præcis, hvordan de har det, fordi de selv er vokset op i familier, hvor alkoholmisbrug har præget hverdagen. I TUBA får de unge den opmærksomhed fra omsorgsfulde voksne, som mange ikke har oplevet i hjemmet.
Læs hele motiveringstalen nedenfor.
En ny generation af lysende talenter
Kronprinsparret uddelte desuden deres to Stjernedryspriser til unge talenter. Den ene Stjernedryspris gik til fotograf Lærke Posselt, der via sine fotografiske bedrifter har formået at vise sider af samfundet, som sjældent kommer op til overfladen. Hun har blandt andet givet os indblik i livet som afvist asylansøger og portrætteret amerikanske børn i skønhedskonkurrencer.
Ved prisoverrækkelsen sagde Kronprinsessen bl.a. følgende om Lærke Posselt:
- Lærke Posselt er godt på vej til at indtage verdensscenen som ung dansk fotojournalist med beviseligt internationalt potentiale. Hendes billeder formidler historier fra en virkelighed, der til tider kan virke mere fiktiv end realiteterne, som når hun portrætterer fænomenet børneskønhedskonkurrence i de amerikanske Sydstater. Posselts talent er åbenbart, men også kunstnerisk dristighed kendetegner fotografens projekter. I en tid hvor nyheder hektisk skrives, fortælles og ofte glemmes igen, har Posselt allerede fået skabt vigtige visuelle fortællinger, der brænder sig ind på nethinden.
Læs hele motiveringstalen nedenfor.
Kronprinsparrets anden Stjernedryspris blev overrakt til skuespiller Johanne Louise Schmidt, som er en kompromisløs scenekunstner, der regnes for et af de største talenter i dansk teaterliv. Johanne Louise Schmidt er netop nu aktuel som hovedrolleindehaver i Henrik Ibsens drama Hedda Gabler på Det Kongelige Teater. Dette efterår kan hun desuden opleves på det store lærred i sin spillefilmsdebut som den excentriske sekretær Rose i filmatiseringen af Jussi Adler Olsens Fasandræberne.
Kronprinsen sagde bl.a. følgende om Johanne Louise Schmidt ved prisoverrækkelsen:
- Johanne Louise Schmidt har kun omkring fem år bag sig som uddannet skuespiller. Alligevel har hun formået at manifestere sig som en af sin generations mest spændende og vidtfavnende scene- og filmkunstnere. Hun imponerer med sin stærke udstråling og sit intense fysiske skuespil, der rækker helt ned til de bagerste rækker.
Læs hele motiveringstalen nedenfor.
Unge talenter fyldte Musikkens Hus
Nikolaj Koppel styrede slagets gang som vært for showet og i anledning af prisens tiårs jubilæum assisterede Lars Hjortshøj på scenen. Aftenen bød i samme anledning på højdepunkter fra tidligere års prisuddelinger samt et møde med tidligere prismodtagere. Og selvfølgelig blev Kronprinsparrets Prisers fokus på talentudvikling markeret med optrædener af nye talentfulde solister og bands. De optrædende var Broken Twin, The White Album, Shaka Loveless, De Eneste To og som en overraskelse optrådte Thomas Helmig med en sang skrevet specielt til anledningen, Thomas Helmig er ambassadør for TUBA, der modtog Den Sociale Pris. Publikum og seere kunne også opleve en uropførsel fremført af tidligere modtagere af Stjernedryspriserne, sanger og sangskriver Nive Nielsen og violinist Rune Tonsgaard Sørensen i en ny komposition af Nive Nielsen.
Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret og har således tiårs jubilæum i år. Prisuddelingen blev sendt direkte på DR1 og er blevet til i et samarbejde mellem Bikubenfonden og DR.
Med venlig hilsen
Bikubenfonden
Fotos fra aftenen kan downloades fra www.dr.dk/presse og fra Bikubenfondens presserum: http://www.mynewsdesk.com/dk/bikubenfonden.Læs mere om Kronprinsparrets Priser på www.kronprinsparretspriser.dk
Motivationstaler og fakta om prismodtagerne
Motivationstale - Kronprinsparrets Kulturpris 2014
”Det fascinerende ved Cecilie Manz’ design er, at det på trods af forskelligartede funktioner, har en særlig genkendelig tone. Det er altid design i særklasse, og Manz overrasker til stadighed ved at designe i nye materialer eller i et nyt format – om det er fingerringe i akryl, en puf i marmor eller en højttaler med læderhåndtag. Den grundlæggende idé er altid stærk i Manz’ design, der både fremkalder associationer til historiske designgenstande, og samtidig tydeligt afspejler nutiden.
Cecilie Manz evner at kombinere forskellige designstrategier på nye måder. I hendes design opstår der typisk en tvetydighed, der på en interessant måde pirrer vores fantasi. Det er netop hendes særegne måde at fusionere til tider komplekse idéer med et enkelt og rent udtryk, der giver et både sensitivt og vedkommende design. Stort tillykke!”
Fakta:
Cecilie Manz tildeles Kronprinsparrets Kulturpris 2014 og modtager 500.000 kr. samt et kalejdoskop skabt af Olafur Eliasson.
Mange kender allerede Cecilie Manz’ design uden at kende designeren bag. Blandt hendes mest berømte danske design kan nævnes lampen Caravaggio, der allerede er blevet en nutidig klassiker. Et andet bud på hendes kvalitetsbårne design er den bærbare højttaler Beolit12, hvor en traditionel højttaler er koblet til et taskeagtigt læderhåndtag og samtidig også vækker minder om gammeldags køkkenapparater. Selv når hun som her blander formtypologier, forbliver det enkelt. Når Cecilie Manz designer borde og stole, viser hun, hvordan hun også mestrer at være en fornyer af den tunge arv af skandinavisk design. Hun har også formået at markere sig uden for Danmarks grænser med projekter i blandt andet Tyskland og Japan. Således er Manz allerede ved at skabe sig et internationalt renommé som én af sin generations førende designere.
Motivationstale – Kronprinsparrets Sociale Pris 2014 til TUBA
”I Danmark vokser 122.000 børn og unge op i familier med alkoholproblemer. Der er tale om et betydeligt antal børn og unge fra alle sociale lag, som mistrives, fordi de vokser op i utryghed og ensomhed på grund af forældrenes misbrug. Som Alex’ historie så tydeligt viser, er det ikke kun de forældre, der lever med alkoholmisbrug, men også børnene, der har behov for et sted at gå hen.
Med terapi, råd og vejledning gør TUBA en uvurderlig indsats for de unge, som er børn af alkoholikere. TUBA tilbyder disse unge et fællesskab med andre, som ved lige præcis, hvordan de har det, fordi de selv er vokset op i familier, hvor alkoholmisbrug har præget hverdagen. I TUBA får de unge den opmærksomhed fra omsorgsfulde voksne, som mange ikke har oplevet i hjemmet.
Den Sociale Pris går til TUBA, fordi organisationen gennem 17 år har ydet en ekstraordinær indsats for disse unge. TUBA arbejder desuden aktivt med at skabe opmærksomhed om problemet og synliggøre, hvad det har af konsekvenser. TUBAs indsats for at bryde det tabu, som det er at vokse op i en alkoholramt familie, er i særdeleshed prisværdig.
I 2013 fik 4000 unge støtte igennem TUBA. Det er langt fra nok i forhold til, hvor mange der er ramt. Det er derfor vores håb, at prisen kan medvirke til, at endnu flere børn og unge får den støtte, de har brug for, så de kan få et godt og trygt ungdoms- og voksenliv.
Tillykke med prisen!”
Fakta:
TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere) tildeles Kronprinsparrets Sociale pris og modtager 500.000 kr. samt et kalejdoskop skabt af Olafur Eliasson. TUBA tilbyder gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. TUBA har 13 afdelinger landet over, hvor de blandt andet tilbyder individuel terapi og gruppeterapi samt mange aftenarrangementer med undervisning eller socialt indhold. I 2013 fik ca. 4000 unge hjælp af TUBA i form af terapi, råd og vejledning.
TUBA er en selvstændig organisation ejet af Blå Kors Danmark. TUBA arbejder i overensstemmelse med Blå Kors Danmarks formål og menneske- og diakonisyn.
Cirka 122.000 børn mellem 0-18 år vokser op i familier med et alkoholproblem. I alt mener 632.000 danskere, at de er vokset op i familier med et alkoholproblem. Utryghed, flovhed og dårlig trivsel er nogle af de konsekvenser et alkoholmisbrug i familien kan have for børn. Cirka 40 procent af de personer som bliver behandlet for et alkoholmisbrug som voksne, er selv vokset op i alkoholiserede hjem. Det betyder, at cirka en tredjedel af børnene selv udvikler et misbrug som voksen.
TUBA Danmark ønsker at der – i lighed med behandlingsgarantien for alkoholmisbrugere – også indføres en behandlingsgaranti for de børn, der vokser op med en far eller mor der har alkoholproblemer – og er belastet heraf.
Motivationstale: Kronprinsparrets Stjernedryspris 2014
Lærke Posselt
”Lærke Posselt er godt på vej til at indtage verdensscenen som ung dansk fotojournalist med beviseligt internationalt potentiale. Hendes billeder formidler historier fra en virkelighed, der til tider kan virke mere fiktiv end realiteterne, som når hun portrætterer fænomenet børneskønhedskonkurrence i de amerikanske Sydstater. Posselts talent er åbenbart, men også kunstnerisk dristighed kendetegner fotografens projekter. I en tid hvor nyheder hektisk skrives, fortælles og ofte glemmes igen, har Posselt allerede fået skabt vigtige visuelle fortællinger, der brænder sig ind på nethinden. Vi håber, at Stjernedrysprisen vil give Lærke Posselt mod på at udfordre og indfange endnu flere facetter af den verden, hun visualiserer.
Stort Tillykke!"
Fakta:
Lærke Posselt tildeles Kronprinsparrets Stjernedryspris 2014 og modtager 50.000 kr.
Lærke Posselt (1984) er uddannet fotojournalist med en BA fra fotojournalistuddannelsen og har studeret ved Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole i København.
Udover serien af fotos fra livet som børnemodel ved skønhedskonkurrencer i USA har Posselt blandt andet også givet os et indblik i livet som afvist asylansøger. Posselt arbejder i dag som freelancefotograf og er tilknyttet fotoagenturet Agence Vu. Hendes billeder har været trykt i Politiken, The New York Times, Le Monde, Libération, Russian Reporter og Newsweek Japan.
Posselt har en hel række anerkendelser bag sig allerede. Herunder har Posselt i 2012 vundet førstepladser i World Press Photo samt Pictures of the Year International.
Motivationstale – Kronprinsparrets Stjernedrys 2014
Johanne Louise Schmidt
”Johanne Louise Schmidt har kun omkring fem år bag sig som uddannet skuespiller. Alligevel har hun formået at manifestere sig som en af sin generations mest spændende og vidtfavnende scene- og filmkunstnere. Hun imponerer med sin stærke udstråling og sit intense fysiske skuespil, der rækker helt ned til de bagerste rækker. Schmidt er en kompromisløs scenekunstner, der regnes for et af de største talenter i dansk teaterliv, og som om kort tid også fremviser sin kunnen i spillefilmsregi og derfor får mulighed for at få et endnu større publikum. Vi håber, at Stjernedrysprisen vil inspirere Johanne Louise Schmidt til at folde sit talent yderligere ud.
Stort Tillykke!”
Fakta:
Johanne Louise Schmidt tildeles Kronprinsparrets Stjernedryspris 2014 og modtager 50.000 kr.
Skuespiller Johanne Louise Schmidt (1983) er et stort set ubeskrevet blad i den brede offentlighed. Hun forlod Statens Teaterskole i 2009, men samme år fik hun sin debut i ”Libertineren” på Grønnegårds Teatret som den erotisk fremmelige, unge adelsdame, der satte gang i letvakte lyster, en rolle hun modtog en Reumert Talentpris for i 2010.
Successen på Grønnegårds Teatret gentog sig i sommeren 2013, hvor hun spillede Agnès i ”Fruentimmerskolen”. Man har også kunnet opleve hende på bl.a. Folketeatret og i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater, bl.a. i Shakespeares ”Sonetter”, ”Macbeth”, ”Det gode menneske fra Sezuan” og ”Ovids metamorfoser”. Schmidt får sin spillefilmsdebut i ”Fasandræberne” (Jussi Adlers Afdeling Q-film), hvor hun skal spille den excentriske sekretær Rose overfor Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares.
Fakta om Kronprinsparrets Priser
Tildelingskriterier for priserne
Kronprinsparrets Kulturpris tildeles en markant, yngre dansk kunstner eller gruppe af kunstnere. Prismodtageren modtager 500.000 kr. og et kalejdoskop, skabt af Olafur Eliasson.
o Prismodtageren skal være en person eller en gruppe af kunstnere, der har ydet en enestående præstation i dansk kulturliv, og som man kan forvente store præstationer af i fremtiden både nationalt og internationalt.
o Prismodtageren skal have udfordret rammerne for den pågældende kunstart.
o Prismodtageren skal lyse op ved eksemplets kraft og repræsentere værdier som innovation, kreativitet og høj kunstnerisk integritet.
o Prismodtageren udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra en rådgivende komité.
o Kronprinsparrets Kulturpris er en hæderspris og kan ikke søges.
Kronprinsparrets Sociale Pris tildeles et banebrydende socialt projekt eller initiativ. Prismodtageren modtager 500.000 kr. og et kalejdoskop, skabt af Olafur Eliasson.
o Prisen gives til en privat, offentlig eller frivillig forening, institution eller organisation, der står bag et innovativt og nyskabende projekt eller initiativ til gavn for socialt udsatte eller marginaliserede grupper i Danmark eller Grønland.
o Det prismodtagende projekt eller initiativ skal være en indsats, der har flyttet eller ændret grænser for sociale initiativer. En indsats, der har formået at afprøve nye metoder omkring en problemstilling og som markant, gennem en årrække, har ændret vilkårene for en socialt udsat eller marginaliseret gruppe.
o Det prismodtagende projekt eller initiativ skal lyse op ved eksemplets kraft og har været i stand til at videregive erfaringer og inspiration nationalt og evt. internationalt.
o Prismodtageren udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra en rådgivende komité.
o Prisen kan deles mellem flere foreninger, institutioner eller organisationer, der i fællesskab har skabt store præstationer.
o Kronprinsparrets Sociale Pris er en hæderspris og kan ikke søges. Pengebeløbet skal benyttes inden for det samme område, som prisen er givet.
o Prisen kan ikke tilfalde en person.
De Kulturelle Stjernedryspriser tildeles to innovative, yngre danske kunstnere. Prismodtagerne modtager hver 50.000 kr.
o Stjernedryspriserne gives som en anerkendelse til to yngre danske kunstnere, der har udvist mod til at gå nye veje inden for deres kunstneriske genre, som har været innovative og kompromisløse i deres kunstneriske udforskning.
o Modtagerne af Stjernedryspriserne skal have gjort sig bemærket på den kunstneriske scene, og være kunstnere, som man fortsat forventer meget af.
o Prismodtagerne udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra en rådgivende komité.
o Prisen kan deles mellem flere personer, der i fællesskab har skabt kunstneriske præstationer.
o Stjernedryspriserne er hæderspriser og kan ikke søges.
Udpegning af prismodtagerne
Efter indstilling fra to rådgivende komitéer er det Kronprinsparret selv, der vælger prismodtagerne og overrækker priserne. Medlemmerne af de to komitéer har høj faglig indsigt inden for henholdsvis det kulturelle og det sociale område.
Den rådgivende komité for Kronprinsparrets Kulturpris og Stjernedryspriserne 2014
• Christine Buhl Andersen, Museumsdirektør, KØS Museum for kunst i det offentlige rum
• Steffen Brandt, Sanger og musiker
• Bo Green Jensen, Forfatter og filmanmelder, Weekendavisen
• Sophie Engberg Sonne, Journalist og anmelder, Politiken
• Josefine Klougart, Skønlitterær forfatter, modtager af Kronprinsparrets Stjernedryspris 2011
• Jørn Lund, Sprogforsker
• Anja Pil Overby, Redaktør og tilrettelægger, DR Event
• Adam Price, Manuskriptforfatter. Modtog Kronprinsparrets Kulturpris 2013 sammen med resten af det kreative team bag de første sæsoner af dramaserierne Forbrydelsen og Borgen
• Dorte Hygum Sørensen, Journalist og anmelder, Politiken
• Peter Thule, Fagleder for Kunstakademiets Arkitektskole
• Peter Thygesen, Navneredaktør, Politiken
Den rådgivende komité for Kronprinsparrets Sociale Pris 2014
• Cliff Kaltoft, leder af Landsforeningen af Væresteder, medlem af Rådet for Socialt Udsatte. LVS modtog Kronprinsparrets Sociale Pris i 2010
• Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, tidligere formand for Børnerådet
• Jan Kampmann, professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC
• Jens Christian Nielsen, forskningsprogramleder ved Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet
• Per Larsen, formand for Børnerådet
• Peter Juul, tidligere sekretariatschef i Rådet for Socialt Udsatte
• Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet og næstformand for Børns Vilkår
Tidligere modtagere af Kronprinsparrets Priser
2013
• Kronprinsparrets Kulturpris: De kreative kræfter bag de første sæsoner af dramaserierne Forbrydelsen og Borgen
• Kronprinsparrets Sociale Pris: Natteravnene
• Stjernedryspriserne: Sanger og sangskriver MØ alias Karen Marie Ørsted og violinist Rune Tonsgaard Sørensen
2012
• Kronprinsparrets Kulturpris: Tegner og forfatter Jakob Martin Strid
• Kronprinsparrets Sociale Pris: Ungdommens Røde Kors
• Stjernedryspriserne: Sanger og sangskriver Nive Nielsen og akkordeonist Bjarke Mogensen
2011
• Kronprinsparrets Kulturpris: Arkitekt Bjarke Ingels
• Stjernedryspriserne: Forfatter Josefine Klougart og bandet The William Blakes
2010
• Kronprinsparrets Sociale Pris: Landsforeningen af Væresteder
• To sociale donationer: Rådgivningscentret og mødestedet Baglandet i København og værestedet Amarngivat i den østgrønlandske by Tasiilaq
2009
• Kronprinsparrets Kulturpris: Cellist Andreas Brantelid
• Stjernedryspriserne: Musiker Nanna Øland Fabricius alias Oh Land og fotografen Joakim Eskildsen
2008
• Kronprinsparrets Kulturpris: Musiker Tina Dickow
• Den velgørende donation: Morgencaféen for hjemløse
2007
• Kronprinsparrets Kulturpris: Skuespiller Sonja Richter
• Den velgørende donation: Ventilen Danmark
2006
• Kronprinsparrets Kulturpris: Kunstner Olafur Eliasson
• Den velgørende donation: Julemærkefonden
2005
• Kronprinsparrets Kulturpris: Filminstruktør Per Fly
• Den velgørende donation: Red Barnet
Related links
Emner
Kategorier
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet, primært inden for kultur og sociale formål.
Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Udstillingsprisen Vision. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.