Pressemeddelelse -
Kronprinsparrets Priser uddelt i operahuset i Sydney
Kronprinsparrets Priser er netop uddelt ved et storstilet show i operahuset i Sydney. Kronprinsparrets Kulturpris gik til de kunstneriske kræfter bag de første sæsoner af dramaserierne Forbrydelsen og Borgen. Den frivillige landsdækkende organisation Natteravnene modtog Kronprinsparrets Sociale Pris. De unge musikere Rune Tonsgaard Sørensen, violinist og MØ alias Karen Marie Ørsted, sangerinde og sangskriver fik overrakt Kronprinsparrets Stjernedryspriser.
Operahuset i Sydney dannede i år rammen om Kronprinsparrets Priser som et led i den dansk-australske fejring af operahusets 40-års jubilæum. Det storstilede show blev transmitteret på den australske tv-station SBS1 og sendes på DR1 mandag aften. D.K.H. Kronprinsparret overrakte personligt de fire priser på i alt 1,1 mio. kr. på scenen foran 1000 festklædte gæster.
De kunstneriske kræfter bag Forbrydelsen og Borgen modtog Kulturprisen
I år modtog hele ti personer Kronprinsparrets Kulturpris på en halv million danske kroner. Der er tale om de kunstneriske kræfter bag de første sæsoner af dramaserierne Forbrydelsen og Borgen, nemlig Søren Sveistrup, hovedforfatter af Forbrydelsen, sæson 1-3, Sofie Gråbøl, skuespiller, Birger Larsen, instruktør, Eric Kress, fotograf, Niels Sejer, production designer samt Adam Price, hovedforfatter bag Borgen afsnit 1-2, Sidse Babett Knudsen, skuespiller, Søren Kragh-Jacobsen, instruktør, Lasse Frank, fotograf, Søren Gam, production designer.
Tv-serierne mødte deres publikum første gang i henholdsvis 2007 og 2010 og har siden udviklet sig til tre sæsoner for hver serie. Skuespiller Sofie Gråbøl modtog prisen på vegne af holdet bag Forbrydelsen. Skuespiller Sidse Babett Knudsen og manuskriptforfatter Adam Price modtog prisen på vegne af holdet bag Borgen.
Kronprinsparret motiverede valget af vindere af Kronprinsparrets Kulturpris på følgende vis:
- Borgen og Forbrydelsen er to unikke danske tv-serier, der har leveret mere end blot spænding og dramatik. De folder hver især et særligt univers ud, der har bevæget sig ind under huden på ikke kun et dansk publikum, men også begejstret, bekymret og berørt langt ud over Danmarks grænser.
Begge serier kendetegnes ved to markante kvindelige hovedroller, der både driver historiens fortælling og samtidig giver indblik i det moderne menneskes dilemmaer og valg – og konsekvensen af disse. Rollerne forløses med et nutidigt sprogbrug, der giver historierne stor grad af indlevelse, og på billedsiden bliver vi forført af den særlige visualitet af høj filmisk kvalitet. Borgen og Forbrydelsen er vedkommende og relevante samtidsfiktioner, som er forbilledlige i deres insisteren på høj kvalitet til et bredt publikum.
Natteravnene præmieret for landsdækkende indsats
Den landsdækkende frivillige organisation, Natteravnene, modtog Kronprinsparrets Sociale Pris, ligeledes på en halv million kroner. Organisationen blev stiftet i 1998 og er bygget op som et franchise-koncept for frivillige, som på lokalt plan rundt om i
hele landet medvirker til at skabe tryghed for unge mennesker i det offentlige rum.
Det sker ved, at ansvarsfulde voksne frivillige gennemfører vandringer i eget by- eller boligområde på dage, tidspunkter og steder, hvor de finder det relevant. Ved altid at gå i hold på tre mænd og kvinder i blandede hold, der bærer Natteravnenes
karakteristiske gule jakker, er de meget synlige over for børn og unge.
Formålet er dels at få en fordomsfri snak med de unge om de emner, de selv ønsker at tale om – dels at stimulere til forebyggende ansvarlighed. Natteravnene har ingen særlige beføjelser og agerer aldrig som vagtværn, men de har stor psykologisk
gennemslagskraft.
At valget faldt på Natteravnene begrundede Kronprinsparret med følgende ord:
- Natteravnene er et unikt socialt projekt, der vedrører os alle på tværs af social status, geografi og alder. Og det er lykkedes dem at mobilisere et imponerende antal frivillige. Natteravnene er bygget op som et franchise-koncept til frivillige, som på lokalt plan medvirker til at skabe tryghed – især for børn og unge – gennem en ansvarlig, omsorgsfuld og forebyggende synlig tilstedeværelse i det offentlige rum, uden fysisk indgriben.
Natteravnenes blotte tilstedeværelse og konstruktive snak med børn og unge har flere steder i Danmark halveret omfanget af hærværk, vold og andre konflikter.
Natteravnene er en organisatorisk nyskabelse for, hvordan frivilligt socialt arbejde kan udvikles og drives enkelt og effektivt. Det er samtidig et fremragende eksempel på, hvordan en enkelt idé kan replikkeres og udbredes. Det franchise-koncept, som Natteravnene bygger på, er i dag blevet overført med succes til en række andre frivillige sociale initiativer.
Det er vores håb, at prisen kan medvirke til at fortsætte den imponerende udvikling, som er til stor inspiration for, hvordan nogle af samfundets væsentligste sociale udfordringer kan tackles igennem dynamisk, enkelt og effektivt frivilligt socialt
arbejde.
Til at modtage prisen på scenen var formand Stig Kjerulf fra Fonden for Socialt Ansvar og sekretariatschef og stifter af Natteravnene Erik Thorsted.
Stjernedryspriser til unge musikere
Kronprinsparrets Stjernedryspriser gik til to unge musikere – violinisten Rune Tonsgaard Sørensen og sangerinde og sangskriver MØ alias Karen Marie Ørsted.
Begge musikere optrådte i operahuset i Sydney som en del af showet. De efterfølgende dage optræder de prisvindende danske kunstnere på scener rundt om i Sydney.
Kronprinsparrets tale til Rune Tonsgaard Sørensen:
- Rune Tonsgaard Sørensen er en violinist, der imponerer med sit præcise og følsomme spil, overlegne teknik og melodiøsitet. Få andre musikere i den klassiske verden gør mere for at blande den klassiske musik med den danske folkemusik.
Netop denne spændvidde fra den formfuldendte klassiske musik til den svingende folkemusik, viser hvilken musikalsk ekvilibrist Rune Tonsgaard Sørensen er.
Vi håber, at stjernedrysprisen vil skabe endnu mere fokus på Rune Tonsgaard Sørensens særlige talent og unikke sans for musikalsk mangfoldighed.”
Til MØ alias Karen Marie Ørsted sagde Kronprinsparret:
- Karen Marie Ørsted - bedre kendt under sit kunstnernavn MØ - er en sangerinde og sangskriver, der kendetegnes ved sin charmerende kombination af musikalsk træfsikkerhed og uforudsigelighed. Hendes sange har en smittende energi og musikalsk opfindsomhed.
Hos MØ smelter genrer som pop, soul, elektronica og r´n´b lystigt sammen, og sangene er i den grad medrivende. MØs musikalske univers fungerer både foran det smalle og det brede publikum. På den intime natklub og i den prægtige koncertsal.
MØ er et unikt talent, som ikke kan overses, og vi håber, at Stjernedrysprisen vil inspirere til, at talentet foldes endnu mere ud.
Udover musikalsk optræden af de to Stjernedrysprisvindere optrådte de australske kunstnere Diesel og Gurrumul samt tidligere Stjernedrysprisvinder Oh Land. Prisuddelingen blev sluttet flot af med en surprise performance.
Aftenens showværter var den australske skuespiller og komiker Julia Zemiro og den danske musiker og tv-vært Nikolaj Koppel.
Kronprinsparrets Priser 2013 i Sydney
Kronprinsparrets Priser er indstiftet af Bikubenfonden i anledning af D.K.H. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys bryllup den 14. maj 2004. Formålet med Kronprinsparrets Priser er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære
præstation inden for dansk kultur og socialt arbejde.
Dette års prisuddeling er arrangeret i et samarbejde mellem Kronprinsparret, Bikubenfonden, DR og den australske tv-station SBS. Operahuset i Sydney har inviteret Danmark til at deltage i den officielle 40-års fejring af Jørn Utzons verdensberømte bygning.
Kronprinsparret er inviteret af operahuset i Sydney som protektorer for jubilæet, som finder sted fra den 22. til den 28. oktober 2013. Fejringen tager afsæt i bygningens danske rødder og sætter fokus på nye talenter via en række kulturelle arrangementer med deltagelse af danske og australske kunstnere, arkitekter og designere. Danske samarbejdspartnere er Kulturstyrelsen, Statens Kunstfond, DR, Bikubenfonden, Danmarks Ambassade i Australien og Generalkonsulatet i Sydney.
-
Pressemeddelelsen er udsendt af BIkubenfonden den 28.oktober 2013
Related links
Emner
Kategorier
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet, primært inden for kultur og sociale formål.
Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Bikubenfondens Museumspriser. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.