Pressemeddelelse -
Kunstens Stemmer 2025 - kursus for kunstnere, kunstinstitutionsledere og andre kunstpolitiske stemmer
Vil du skabe forandringer og styrke den offentlige samtale om kunstens betydning for mennesker og samfund? Vil du undervises og inspireres af eksperter i kommunikation, positionering og medier?
Arbejder du professionelt med billedkunst, scenekunst eller relaterede felter? Så kan du ansøge om optagelse på ”Kunstens Stemmer” – et kommunikationskursus for kunstnere, kunstinstitutionsledere og -ansatte, debattører, projektledere, kommunikatører, forskere og andre kunstpolitiske stemmer.
Sammen med Betty Nansen Teatret og Kunsthal Charlottenborg, åbner Bikubenfonden nu for det 3. hold med Kunstens Stemmer, hvor deltagerne kan styrke deres kompetencer til at deltage i den offentlige samtale om kunst.
Tiltaget er resultatet af et fælles ønske om at stimulere politiske samtaler om kunstens betydning for mennesker og samfund, samt styrke vidensdeling og debat. Vores mål er at understøtte aktører i det professionelle billed- og scenekunstfelt med konkrete kommunikationsredskaber, motivation og større netværk.
Om kurset – Kunstens Stemmer
Kunstens Stemmer er et praksisnært forløb, der trækker forskellige kommunikationsfagligheder ind fra kunstfeltet, kulturverdenen og fra andre sektorer, så deltagerne får kompetence, indsigt og erfaring, der kan muliggøre og kvalificere øget deltagelse i samfundsdebatter.
Undervisningsforløbet struktureres som deltagende workshops, hvor der arbejdes med en personlig, gennemgående case, løbende træning, sparring og præsentationer.
Hver undervisningsgang præsenterer konkrete kommunikationsredskaber, indeholder faglige inspirationsoplæg, og arbejder med deltagernes egne udviklingspotentialer. Undervisningen er drevet af forskellige kommunikationseksperter, der har aktuel praksis indenfor temaet.
Forløbet vil berøre følgende kommunikationsdiscipliner:
- Kommunikationsteori
- Personlig profil, positionering og rolle
- Public Affairs og samfundsforandringer
- Retorik og taleteknik
- Pressearbejde
- Medietræning
- Sociale medier
Du kan blandt andet møde:
- Emma Holten, foredragsholder, debattør og redaktør
- Karen Lorenzen, direktør, Operate
- Joy Mogensen, tidl. kulturminister
- Gudrun Marie Schmidt, kulturjournalist og podcastvært
- Mia Bahl Jensen, seniorrådgiver, Ulveman & Børsting
- Mette Højen Wiik, stifter, Work In Tune
- Astrid Haug, foredragsholder, moderator og rådgiver
Sådan kan du deltage
Kurset er målrettet professionelle aktører indenfor kunstfelterne, der ønsker at styrke deres potentiale for at deltage i offentlige og politiske samtaler om kunstens betydning for mennesker og samfund.
Kurset er gratis og ulønnet. Den strækker sig fra marts til maj 2025 og indeholder en middag, netværksdannelse, fire kursusdage af cirka syv timer samt et onlinemøde og forberedelse til de enkelte kursusgange, herunder præsentation af et slutprodukt. Hovedparten af undervisningen vil foregå i hverdage mellem kl. 9.00-16.00 i København. Der vil være forplejning og mulighed for transportstøtte. Kursus og ansøgning foregår på dansk.
Du kan ansøge indtil den 5. januar, 2025
Send din ansøgning til jbr@bikubenfonden.dk, mrk. ”Kunstens Stemmer 2025”. Ansøgningen kan indeholde følgende:
- Motivation og relevans (maks. 1 side) og et kort CV.
- Eksempler på, hvordan du allerede deltager i den offentlige samtale samt en beskrivelse af, hvad du vil fokusere på under kurset (tema/projekt/indsats/case).
- Andet, kort materiale, du finder relevant.
Du får svar om mulig optagelse på kurset inden udgangen af januar, 2025.
Et sammensat hold
Vi ønsker en mangfoldig sammensætning af deltagere ud fra antagelsen om, at det vil styrke kvaliteten af forløbet, herunder fordi gensidig inspiration fra andre erfaringer vurderes betydningsfuldt for undervisningen og netværket.
Der sigtes efter en samlet balance i deltagerkredsen, fx ud fra følgende parameter:
- Alder, geografi, køn, etnicitet, social, økonomi og øvrig relevant diversitet
- Forskellige erfaringer - såsom faglighed, baggrund, ansættelsesforhold med mere
- Mellem billedkunst, scenekunst og andre relevante fagligheder i kultursektoren (såsom institutionsledere, kommunikatører, projektledere, debattører, forskere mv.), evt. andre kunstarter med mere.
- De optagne ansøgere arbejder professionelt i og/eller med billedkunstfeltet, scenekunstfeltet eller nært relaterede felter i Danmark.
Hvis du tidligere har ansøgt uden optag, er du velkommen til at ansøge igen.
Kalender
Det anbefales at ansøgere sætter kryds i kalenderen på følgende tidspunkter (tbc):
- 5. marts, kl. 17.00 – 21.00
- 19. marts, kl. 9.00 – 16.00
- 2. april, kl. 15.00 – 17.00 (online)
- 9. april, kl. 9.00 – 16.00
- 23. april, kl. 9.00 – 16.00
- 7. maj, kl. 9.00 – 16.00
Yderligere information
Jeppe Bo Rasmussen, tlf.: 24 40 18 97, jbr@bikubenfonden.dk
Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet, Bikubenfonden
Emner
Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.