Pressemeddelelse -
Social Sundhed og Josefine Opsahl modtager Kronprinsparrets Stjernedryspriser
Det bliver organisationen Social Sundhed og cellist og komponist Josefine Opsahl, der modtager Kronprinsparrets Stjernedryspriser. Priserne bliver overrakt på lørdag den 5. november, når Kronprinsparrets Priser uddeles i Ringsted Kongrescenter ved et show, der sendes live klokken 21.00 på DR1 og på DRTV.
Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gives hvert år til en kunstner, som har vist mod til at gå nye veje inden for sit kunstneriske felt, og en nytænkende aktør inden for socialt arbejde. Sammen med prisen får de to modtagere af Kronprinsparrets Stjernedryspriser hver 100.000 kr.
Social Sundhed
Organisationen Social Sundhed modtager Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris for deres arbejde med at styrke evnen til at tage hånd om egen sundhed hos mennesker i udsatte livssituationer og samtidig uddanne fremtidens sundhedspersonale.
Social Sundhed er en landsdækkende NGO, som med frivillige kræfter arbejder for at skabe større social lighed i sundhed. Organisationen har som kerneopgave at ledsage og støtte mennesker i sårbare og udsatte livssituationer til deres aftaler i sundhedsvæsenet. Opgaven varetages af frivillige sundhedsfaglige studerende, der samtidig modtager et professionelt uddannelsesforløb. Indsatsen er dermed både til gavn for det enkelte menneske og for de sundhedsfaglige studerende, der får en unik viden og erfaring, som de kan bruge i mødet med udsatte patienter senere i deres arbejdsliv.
Det er ikke en diagnose, der afgør om man kan få hjælp af Social Sundhed, men det at man har brug for hjælp. Alle kan derfor frit kontakte Social Sundheds vagttelefon, hvis de oplever et behov for støtte og følgeskab til sundhedsaftaler eller hjælp til koordinering af behandlingsforløb. Social Sundhed er til stede i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Fredericia, Brøndby, Frederiksbjerg, Thisted og Hjørring og arbejder for udbredelse i flere kommuner og alle fem regioner.
Josefine Opsahl
Komponist og cellist Josefine Opsahl modtager Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for sin nysgerrige og grænsesøgende tilgang til musikken og for at præsentere den klassiske musik på nye, inspirerende måder.
Josefine Opsahl er uddannet klassisk cellist og komponist. Hun arbejder med at udforske, udvide og bryde med afgrænsningen mellem genrer, blandt andet i spændingsfeltet mellem den klassiske lyd og et elektronisk lydunivers. Hun er en af vores samtids mest unikke stemmer, både solistisk som Performer-Composer, og når hun naturligt forbinder sine udtryksverdener med større formater og andre kunstformer, kunstnere, festivaler og rum på tværs af genrer og udtryk. Herunder tager hun livtag med både opera, ballet, den klassiske orkestermusik, folkemusik, techno, jazz og populærmusikalske udtryk. Hun har komponeret flere værker – blandt andre ’I Walk I Bleed’ (CLICK Festival 2020), ’Movements of the body electric’ (Roskilde Festival 2021) og senest den succesfulde ’DrømmeDøden’ (Nordic Opera & Den Ny Opera, Skuespilhuset, Folkoperan (SE) 2022) samt 'Drei Bewegungen des Elektrischen Körpers' for Københavns Drengekor, Den Kgl. Ballet og Livgardens Musikkorps. Flere af hendes værker er blevet opført i hele Europa, i Asien og Sydamerika.
Prisoverrækkelse direkte på DR1
Social Sundhed og Josefine Opsahl får overrakt Stjernedryspriserne ved Kronprinsparrets Priser, der finder sted i Ringsted Kongrescenter lørdag den 5. november. Prisuddelingen sendes direkte på DR1 kl. 21.00 og på DRTV. Her er Jakob Oftebro vært, mens blandt andre Lucas Graham, Artigeardit og Swan Lee vil optræde.
FAKTA om Kronprinsparrets Priser
Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret, og formålet er at synliggøre og anerkende dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.
Der uddeles i alt fire priser: Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris, Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris. Modtagerne af Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris offentliggøres ved prisuddelingen i Ringsted Kongrescenter den 5. november.
Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtagerne udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kunst og kultur og socialt arbejde.
FAKTA om stjernedrysprismodtagere
Social Sundhed:
- Social Sundhed blev stiftet af Kristina Louise Bliksted i 2013.
- Ideen til Social Sundhed tog form på Aarhus Universitet i 2013 ved Danmarks største konkurrence om at præsentere den bedste case på social innovation. Forinden havde Rådet for Socialt Udsatte efterspurgt en konkret løsning på den sociale ulighed i danskernes sundhed.
- I 2016 indgik Social Sundhed og Aarhus Kommune en samskabelsesaftale om nye og fælles veje til at skabe større social lighed i kommunen.
- I 2021 støttede Sundhedsstyrelsen Social Sundheds arbejde i København og Odense. Partnerskabet skal understøtte et ungeprogram henvendt til psykisk sårbare unge i alderen 18-32 år.
- Social Sundhed er i dag støttet af 29 forskellige bevillinger fra fonde, partnerskabsaftaler og private samt offentlige organisationer.
- Social Sundhed er til stede i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Fredericia, Brøndby, Frederiksbjerg, Thisted og Hjørring og arbejder på udbredelse i flere byer og regioner.
- Organisationen har pt. 12 ansatte og 200 frivillige på landsplan.
- Social Sundhed havde i 2021 ca. 1500 match mellem udsatte og sundhedsfaglige studerende.
Josefine Opsahl:
- Komponist og cellist født i 1992.
- Josefine begyndte at spille violin som 8-årig. Senere valgte hun at skifte til cello.
- Solistuddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University (US), Syddansk Musikkonservatorium, CCA (Contemporary Creative Artist).
- Udgav sit første anmelderroste soloalbum Atrium (2022, Dacapo Records).
- Har skabt og skrevet musikken til en række nyskabende musikdramatiske forestillinger, blandt andet to operaer.
- Har som komponist forlagsaftale hos Edition Wilhelm Hansen
- Har som få i sin generation opnået en general managementaftale med et internationalt agentur, Karsten Witt Musik Management i Berlin (DE).
- Har modtaget en række priser, blandt andet Leonie Sonnings Talent Pris (2021), Odd Fellow Logens Musikpris (2021) og Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat (2020).
Udvalgte forestillinger:
2024 EKKO Opera – en mytisk kønsdivers opera - Sort/Hvid
2023 HANDS Cello Concerto – Århus Sinfonietta & SPOT Festival
2023 HJEM Installationsopera – Copenhagen Opera Festival
2022 DrømmeDøden - Opera om Margrethe Den Første og Kalmar Unionen – Nordic Opera & Den Ny Opera, Skuespilhuset, Folkoperan (SE)
2022 PILLARS – Solo Performance, Copenhagen Phil & Tivoli
2021 Drei Bewegungen des Elektrischen Körpers – HM Dronningens gallamiddag i Berlin (DE) under Kongehusets statsbesøg samt Tivoli's koncertsal
2021 Movements of the Body Electric – Roskilde Festival
2021 Ekklesiaterion – Intonal Festival (SE)
2020 I Walk I Bleed – CLICK Festival, repremiere Sort/Hvid 2021
2019 Myte om Mørke – Nordic Opera & Copenhagen Opera Festival
Emner
Kategorier
Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.