Gå til indhold
Socialt investeringsprogram skydes i gang med åbningen af nye boliger til hjemløse unge

Pressemeddelelse -

Socialt investeringsprogram skydes i gang med åbningen af nye boliger til hjemløse unge

Den 1. september åbner et nyt tilbud med overgangsboliger til unge i hjemløshed i Havnegade. Tilbuddet giver ti unge intensiv og individuel støtte i overgangen til egen bolig og er en del af et større socialt investeringsprogram, som skal hjælpe hjemløse unge aarhusianere varigt ud af hjemløshed.

I Havnegade står en nyrenoveret opgang klar til, at ti af byens mest udsatte hjemløse unge flytter ind. I overgangsboligerne får de unge helhedsorienteret støtte fra et specialiseret team, og indsatsen skal styrke de unge i overgangen til et liv i egen, permanent bolig.

”I Aarhus har vi i mange år vidst, at en fast bolig er en forudsætning for at kunne arbejde med de sociale udfordringer, der ofte ligger til grund for unges hjemløshed. Men for en lille gruppe af unge, der tidligere har sovet på gaden eller på byens herberger, er skridtet fra hjemløshed til eget hjem særligt stort og uoverskueligt. Med overgangsboligerne i Havnegade får vi mulighed for at give de mest udsatte unge den intensive støtte, de har brug for her og nu, og samtidig skabe stabilitet omkring deres boligsituation,” siger Kristian Würtz, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune.

Overgangsboligerne henvender sig til unge, som ud over hjemløshed har sociale udfordringer som misbrug, psykisk sårbarhed, gæld eller svage netværk.

Allerede inden indflytning får den unge tilknyttet en fast kontaktperson, som følger den unge så længe, der er brug for det. Sammen med et tværfagligt team støtter kontaktpersonen den unge i at komme ud af gamle mønstre, mestre hverdagen og komme tættere på uddannelse eller job. Den unge får også hjælp til at blive skrevet op til en permanent bolig og støtte til at opsøge og tage del i ungefællesskaber.

Overgangsboligerne er en del af et større socialt investeringsprogram, som Den Sociale Investeringsfond, Hjem til Alle, Aarhus Kommune, Bikubenfonden og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus står bag.

”Det kræver mod og engagement at afprøve sociale investeringer som en vej til at nyskabe løsninger på komplekse sociale problemer som den stigende hjemløshed blandt unge. Det mod og det engagement udviser Aarhus Kommune og projektet vil – ud over at hjælpe udsatte unge – kaste værdifulde erfaringer af sig ift. dels hvordan vi kan stoppe hjemløshed, dels ift. sociale investeringer som metode,” siger direktør i Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen.

Programmet skal gennem to forskellige indsatser baseret på Housing First-tilgangen løfte unge hjemløse aarhusianere varigt ud af hjemløshed, fortæller Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond:

”Investeringen skal give unge hjemløse mulighed for en hverdag i egen bolig og for de mest ressourcestærke, en hverdag med uddannelse eller arbejde. I Den Sociale Investeringsfond vil vi med investeringen vise, at det kan betale sig at omlægge til forebyggende indsatser, både på grund af den menneskelige gevinst ved et bedre liv, og fordi mennesker, der har det bedre, også giver en samfundsøkonomisk gevinst.”

Udover en intensiv indsats for de mest udsatte unge i hjemløshed rummer investeringsprogrammet en beskæftigelsesrettet indsats for unge i eller på kanten af hjemløshed. Her får de unge tilbud om en bolig og tilknytning til en virksomhed inden for tre måneder. Både i bolig og virksomhed får den unge støtte til at mestre hverdagen og sociale udfordringer.

Og der er stort behov for, at vi investerer i at hjælpe unge ud af hjemløshed og dermed forbedre deres mulighed for at skabe sig et godt voksenliv med netværk, job og bolig.

”Ingen ung skal være hjemløs i Danmark, og der er brug for, at vi går fra at håndtere hjemløshed til at stoppe den. Vi ved fra udlandet, at der findes en vej, nemlig at alle hjemløse mødes med ’Housing First’ – et tilbud om bolig med støtte. Det er meget opløftende, at Aarhus Kommune viser vejen – forhåbentlig til inspiration for andre kommuner,” siger direktør i Hjem til Alle, Vibe Klarup.

Parterne bag investeringsprogrammet mødes torsdag den 26. august til åbningsreception i de nye overgangsboliger i Havnegade. Pressen er velkommen, men da der er et begrænset antal pladser bedes interesserede journalister tilmelde sig på tlf.: 89 40 99 00

Fakta om det sociale investeringsprogram
Den Sociale Investeringsfond, Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus Kommune og Bikubenfonden har tilsammen investeret ca. 23 millioner kroner i to indsatser, der skal hjælpe udsatte unge varigt ud af hjemløshed og sikre en god overgang til voksenlivet.

Aarhus Kommune forventer, at 10-12 unge årligt vil få gavn af den intensive støtteindsats. Her får de unge støtte både før og under indflytning i overgangsboligerne i Havnegade samt efter indflytning i permanent bolig, og indsatsen bygger dermed videre på mere end 11 års erfaringer fra Ungeindsatsen i Aarhus Kommune. Med etableringen af tilbuddet i Havnegade omdannes 10 forsorgspladser efter Servicelovens §110 til overgangsboliger med intensiv støtte. Målet er at sikre, at unge i udsatte positioner får en stabil base med støtte frem for forsorgshjemmenes akutte indsatser. De tre investorer betaler ca. 16 mio. kroner for, at Aarhus Kommune leverer indsatsen til de unge.

Den beskæftigelsesrettede indsats med kombineret fokus på bolig og beskæftigelse starter op fra september. Aarhus Kommune regner med, at ca. 45 unge vil få gavn af indsatsen over de næste tre år.

I et socialt investeringsprogram går en myndighed, en leverandør med faglig ekspertise og en investor sammen om at gennemføre en indsats, der både kan skabe livsforbedringer for den enkelte og på sigt gevinster på et offentligt budget. Aarhus Kommune betaler investorerne tilbage for den sociale forandring, de unge i indsatsen opnår.

Læs mere om det sociale investeringsprogram og ungehjemløshed i Aarhus Kommune

For yderligere information, kontakt:

  • Kristian Würtz, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, tlf.: 40 43 12 13
  • Nanna Lodberg Theut, presse- og kommunikationsansvarlig i Den Sociale Investeringsfond, tlf.: 41 85 10 05
  • Vibe Klarup, direktør i Hjem til Alle, tlf.: 26 12 18 32
  • Søren Kaare-Andersen, direktør i Bikubenfonden, tlf.: 40 11 32 72

Emner


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Digital redaktør Digital og visuel kommunikation 20 95 22 70
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Senior kommunikationskonsulent 31 78 59 27