Pressemeddelelse -
Tankevækkende udstilling om tarmbakterier vinder Udstillingsprisen Vision 2015
Medicinsk Museions udstillingskoncept med titlen 'Mind the Gut' er nu udpeget som vinder af Udstillingsprisen Vision 2015. Museet modtager dermed 3 mio. kr. til at realisere udstillingen. 'Mind the Gut' kombinerer kunst, kulturarv og den nyeste biomedicinske forskning om tarmbakteriers samspil med hjernen.
En enstemmig jury har nu valgt Medicinsk Museions tankevækkende udstillingskoncept 'Mind the Gut' som vinder af Udstillingsprisen Vision 2015. 46 museer og udstillingssteder inden for det kunst- og kulturhistoriske felt har deltaget i Bikubenfondens nye konkurrence om at vinde 3 mio. kr. til realisering af et nyskabende og visionært udstillingskoncept.
På vegne af juryen for Udstillingsprisen Vision udtaler Bikubenfondens projektchef Mette Marcus følgende som motivation for valget af 'Mind the Gut':
”Idéen om at ville samtænke præsentationen af ny viden med et æstetisk og sansemættet formidlingsgreb er et visionært bud på at skabe et anderledes refleksionsrum. Der er en aktuel relevans i udstillingsidéen i forhold til at ville præsentere den seneste forskning vedrørende betydningen af mavens bakterier for hjernen, og samtidig synliggøre det særlige felt inden for samtidskunsten, som bio art udgør. Vi anser 'Mind the Gut' for at være en nytænkende udstillingsidé og ser frem til, at den realiseres i foråret 2017."
”Jeg synes det er meget visionært af fonden at give prisen til et udstillingskoncept, som overskrider den fasttømrede opdeling mellem kulturhistoriske, naturhistoriske og kunstmuseer, som museumsverdenen traditionelt opererer med. Vi bliver nødt til at arbejde på tværs af de kategorier for at videreudvikle museerne”, siger museumschef og professor Thomas Söderqvist, Medicinsk Museion.
100 trillioner årsager til 'Mind the Gut'
'Mind the Gut' tager udgangspunkt i aktuel biomedicinsk forskning i sammenhængen mellem hjernen, maven og de bogstaveligt talt trillioner af bakterier og andre mikroorganismer, der lever i tarmsystemet.
I de seneste fem år har forskningen vist, at bakterierne i langt større grad, end man hidtil havde forestillet sig, påvirker vores sundhedstilstand og velbefindende. Bliver vores identitet til i en vekselvirkning mellem os og bakterierne, spørger udstillingen. Måske skal vi ikke længere spørge "hvem er jeg?", men "hvem er vi?"
'Mind the Gut' vil løfte forskningsformidling ud af en traditionel snævert didaktisk og nyhedsfokuseret ramme for at skabe rum til æstetisk og kulturel refleksion samt plads til samtale. De forskelligartede perspektiver på forskningen vil blive bundet sammen af et fokus på sanselighed. Kunstværker, kulturarv og videnskabelige genstande vil blive udstillet på måder, der sætter gang i hørelsen samt lugte-, føle-, syns- og smagssansen.
Debat om den gode udstilling
Det er et meget stærkt men også bredt felt af konkurrencedeltagere, der har dystet om at modtage Udstillingsprisen Vision 2015 – både geografisk og tematisk. Dog er enkelte tematikker gået igen, herunder et fokus på krop og køn, sociale problemstillinger, det offentlige rum som udstillingsplatform samt publikumsinddragelse.
Bikubenfondens overordnede mål på kulturområdet er at bidrage til at højne kvaliteten af kunst og kultur i Danmark, herunder også formidlingen af den. Derfor er hovedformålet med den nye konkurrence at bakke op om det særlige formidlingsgreb, udstillinger er. Formålet er desuden at skabe en debat om, hvad der kendetegner en god udstilling. Dette spørgsmål vil blandt andet være på dagsordenen, når Bikubenfonden i samarbejde med Kunsten.nu arrangerer en debat under Copenhagen Art Week senere på året.
”Det geniale ved denne pris er, at den ikke er bagud skuende, men inspirerer modtageren til at tænke fremadrettet. Selv om vi har arbejdet på grænsefladen mellem kunst, kultur og videnskab igennem de sidste ti år, så har vi nu fået et gevaldigt incitament til at bringe integrationen mellem kunst, kultur og videnskab et skridt videre”, siger museumschef og professor Thomas Söderqvist, Medicinsk Museion.
FAKTA
Medicinsk Museion
Medicinsk Museion er Københavns Universitets museum for medicinens kultur og historie. Det blev grundlagt i 1906 af en gruppe københavnske læger under navnet Medicinsk-Historisk Museum, og samlingen består i dag af over 250.000 genstande. Museet har til huse i en smuk gammel udstillings- og eventbygning fra 1787 i det oprindelige Kongelige Kirurgiske Akademi, Bredgade 62 i København.
Gennem de sidste ti år har museet eksperimenteret med at gøre den medicinske forskning forståelig og nærværende ved hjælp af en unik blanding af videnskab, kunst og kulturarv. I 2010 modtog Medicinsk Museion den internationale museumspris Dibner Award for Excellence in Museum Exhibits, og i 2011 blev museet optaget i Europa Nostra Best in Heritage Club of Excellence.
Udstillingsprisen Vision
Med Udstillingsprisen Vision indbyder Bikubenfonden museer og udstillingssteder inden for det kunst- og kulturhistoriske felt til at deltage i konkurrencen om at få realiseret et visionært og nyskabende udstillingskoncept. Prisvinderen modtager 3 mio. kr. til realisering af udstillingen.
I perioden 2001-2012 uddelte Bikubenfonden hvert år Bikubenfondens Museumspriser, som var hæderspriser. I løbet af 2013 har Bikubenfonden været i dialog med en række aktører fra museumsbranchen, kunsthaller, kunstnere og kunstformidlere med henblik på en udvikling af dette indsatsområde. Fonden har også i denne proces ladet sig inspirere af lignende prisuddelinger i udlandet.
Udstillingsprisen Vision blev lanceret i 2014 og uddeles første gang i 2015.
Juryen for Udstillingsprisen Vision består af:
- Rune Gade, lektor, ph.d. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og anmelder ved Dagbladet Information.
- Niels-Knud Liebgott, historiker og tidl. direktør for De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg Slot.
- Mette Kynne Frandsen, adm. direktør, partner og arkitekt MAA, Henning Larsen Architects
- Mads Quistgaard adjungeret professor ved Designskolen Kolding
- Stine Goya, designer
- Søren Kaare-Andersen, direktør i Bikubenfonden
- Mette Marcus, projektchef i Bikubenfonden
_________________________________________________________________________________
Lyt til P1 Eftermiddag torsdag 22. januar kl. 14, hvor museumschef og professor Thomas Söderqvist fra Medicinsk Museion er i studiet sammen med projektchef Mette Marcus fra Bikubenfonden og jurymedlem, lektor og ph.d. Rune Gade for at tale om vinderprojektet ’Mind the Gut’.
_________________________________________________________________________________
Related links
Emner
Kategorier
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet, primært inden for kultur og sociale formål.
Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Udstillingsprisen Vision. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.