Gå til indhold
1. række fra venstre: Asta Kamma August, Joakim Lind Tranberg, Ingrid-Marie Thorlacius,  Magnus Iuel Berg. 2. række: Diluckshan Jeyaratnam, Gunilla Lind, Alvin Olid Bursøe, Ferdinand Falsen Hiis
1. række fra venstre: Asta Kamma August, Joakim Lind Tranberg, Ingrid-Marie Thorlacius, Magnus Iuel Berg. 2. række: Diluckshan Jeyaratnam, Gunilla Lind, Alvin Olid Bursøe, Ferdinand Falsen Hiis

Pressemeddelelse -

Her er Årets Reumert Talenterne 2018

Disse unge scenekunstnere bliver fremhævet som lovende talenter af Reumert-juryen i år.

Årets Reumert sætter hvert år fokus på sæsonens nye dygtige scenekunstnere og bakker op om deres videre udvikling med de særlige Talentpriser.I år bliver dramatiker Magnus Iuel Berg, musicalperformer Diluckshan Jeyaratnam, koreograf Gunilla Lind samt Skuespillerne Asta Kamma August, Alvin Olid Bursøe, Ferdinand Falsen Hiis, Ingrid-Marie Thorlacius og Joakim Lind Tranberg hædret med Årets Reumert Talentpriser.

Bikubenfonden, som står bag Årets Reumert, har et særligt fokus på talentudvikling, og med hver pris følger 35.000 kr., som prismodtagerne opfordres til at bruge på kunstnerisk videreudvikling såsom studierejser eller undervisning. Desuden modtager talenterne en glasstatuette skabt at kunstneren John Kørner.


Tidligere Talentprismodtagere
Talentpriser gives til professionelle scenekunstnere, der er i begyndelsen af deres karriere og som Reumert-juryen spår en lys fremtid. Blandt tidligere talentprismodtagere finder man blandt andre skuespillerne Nicolas Bro, Birgitte Hjort Sørensen og Nikolaj Lee Kaas samt danser Ida Prætorius, scenograf Julian Toldam Juhlin, koreograf Stephanie Thomasen og dramatiker Henrik Szklany.

Årets Talenter 2018

Skuespiller Asta Kamma August er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2017. Hun modtager Talentprisen for sin optræden i Hamlet, Vendsyssel Teater.

Juryens motivation: I rollen som den forelskede Ofelia viste hun en lysende sårbarhed og en moderne råstyrke. Men da hun blev afvist af Hamlet, blev hendes blide ro til aggressivt vanvid. Da hun løb rundt på bare fødder og hængte sig selv i sin afdøde fars slips, blev synet af hendes spjættende dødskramper uudholdeligt. Asta Kamma August har en følsomhed, vi kan mærke.

Dramatiker Magnus Iuel Berg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskoles linje i Dramatisk Skrivekunst i Aarhus i 2016. Han modtager Talentprisen for I Støvet fra regnen, Teater Grob

Juryens motivation: I støvet fra regnen var et intenst spejl af en selvdestruktiv virkelighed. I Magnus Iuel Bergs drama om to hjemvendte og traumatiserede soldater flød replikkerne forførende let. Teksten lod spillerne dykke ned i psykologiske dybder, men lod dem også eksplodere - præcis som bomberne i deres mareridt. Med replikker så uhyggelige som blodige billardkugler.

Skuespiller Alvin Olid Bursøe er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2017. Han modtager Talentprisen for sin optræden i Dansk – en pæredansk integrationskomedie, Teatret Svalegangen.

Juryens motivation: Han fyldte Svalegangens scene i komedien om den umådeligt integrationsvillige Hassan, der var flygtning fra Syrien. Med stort smil og enorm omstillingsparathed – og sågar med klovnekostume – ville den ivrige mand gøre alt for at blive rigtig dansk. Alvin Olid Bursøe spillede både kejtet, charmerende og ægte. En overbevisende og forfriskende debut.

Skuespiller Ferdinand Falsen Hiis er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2017. Han modtager Talentprisen for sin optræden i Cyrano, Aalborg Teater.

Juryens motivation: Fandenivoldsk og pågående fyldte han rummet med desperadoenergi i krop og stemme, hvad enten han spillede Mercutio i Romeo og Julie, Kyllingen i Rockulven eller soldaten i Cyrano. Ferdinand Falsen Hiis var lidt af et løsgående missil på Aalborg Teaters scene i denne sæson. Et talent af den sjældne og pågående slags, der fanger øje og øre med det samme.

Musicalperformer Diluckshan Jeyaratnam er uddannet ved Det Danske Musicalakademi i 2017. Han modtager Talentprisen for sin optræden i Prinsen af Egypten, Fredericia Teater.

Juryens motivation: Han er en musicalperformer, der råflirter med publikum, mens hans store stemme gløder af gylden varme. I rollen som Moses havde han både et flabet glimt i sine brune øjne og samtidig en tung samvittighed og en imponerende tvivl i kroppen. Deluckshan Jeyaratnam kan muligvis ikke gå på vandet, men han skal nok krydse musicalhavet, så alle får øje på ham.

Koreograf Gunilla Lind er uddannet danser ved Copenhagen Contemporary Dance School og havde debut som koreograf i sit eget kompagni Gunilla Lind Danseteater i 2016. Hun modtager Talentprisen for forestillingen V.O.M.P., Gunilla Lind Danseteater.

Juryens motivation: I V.O.M.P. - Vanity Of Modern Panic – fik hun sine seks kvindelige dansere til at ramme tidens forfængelighed med vild humor. I et grotesk sæbebobleunivers bevægede danserne sig akavede rundt, mens deres lyserøde, silikoneagtige kroppe blev mere og mere forkvaklede. Gunilla Lind tegner til at blive en koreograf, der kan få selv botoxlæber til at smile!

Skuespiller Ingrid-Marie Thorlacius er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2017. Hun modtager Talentprisen for sin optræden i Fucking Åmål, Hils Din Mor og Teater Vestvolden.

Juryens motivation: Ren og sårbar - og med en forunderlig indre styrke - spillede Ingrid-Marie Thorlacius den pæne Agnes fra provinshullet Åmål. Altså hende med de kvælende forældre og den hemmelige kærlighed til pigen Elin. Hun skabte et rørende stærkt portræt af et ensomt menneske. Så vi var godt nok lettede, da Agnes og Elin endte med at gå ud i verden hånd i hånd!

Skuespiller Joakim Lind Tranberg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2017. Han modtager Talentprisen for sin optræden i Seebach, Fredericia Teater.

Juryens motivation: Her er en skuespiller, der ved, hvordan man fascinerer sine fans. I rollen som hele Danmarks Rasmus Seebach stod han på scenen med sin naturlige autoritet. Han formåede at forvandle sig til musikverdenens sejlivede drøm om popstjernens menneskelighed. Med sin inderlighed og sin klangfulde popstemme er Joakim Lind Tranberg selv på vej til at blive folkeeje.


Talenter bliver hædret i Skuespilhuset 9. juni
Alle årets talenter vil blive hædret ved Årets Reumert 2018 i Skuespilhuset lørdag den 9. juni kl. 19.30. Ud over Talentpriserne vil der på aftenen blive uddelt priser i 16 kategorier samt Årets Hæderspris. Prisuddelingen er i år produceret af Det Kongelige Teater og iscenesat af instruktør Birgitte Næss-Schmidt med scenografi af Marianne Nilsson. Platt-Form bestående af Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby er værter. Alle kan følge med i prisoverrækkelser, takketaler og underholdende indslag via livestreaming på www.facebook.com/aaretsreumert.


PRESSEKONTAKT

Talenter og prisuddeling:
Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 24 86 01 84
Alette Castenschiold // alette@have.dk // 23 24 89 24

Reumert-jury og Bikubenfonden:
Iben Haugaard // ih@bikubenfonden.dk // tlf. 26220926

Emner

Kategorier


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Digital redaktør Digital og visuel kommunikation 20 95 22 70
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Senior kommunikationskonsulent 31 78 59 27

Relateret materiale

De nominerede til Årets Reumert 2018 er…

De nominerede til Årets Reumert 2018 er…

I dag er de nominerede inden for 16 Reumert-kategorier blevet offentliggjort. Forestillinger og scenekunstnere fra hele landet er blevet fremhævet som noget særligt af juryen.

Årets Hædersprismodtager 2018 – skuespiller Olaf Johannessen

De fik Årets Reumert 2018

Skuespiller Olaf Johannessen modtog hædersprisen, da ekstraordinære præstationer og særlige talenter inden for dansk scenekunst blev hyldet i Skuespilhuset lørdag den 9. juni.