Gå til indhold
Podcasten Third Ear, fotograf: Miriam Nielsen. Designer Cecilie Bahnsen, fotograf: Olivia Frølich
Podcasten Third Ear, fotograf: Miriam Nielsen. Designer Cecilie Bahnsen, fotograf: Olivia Frølich

Pressemeddelelse -

Podcast og designer modtager Kronprinsparrets Stjernedryspriser

Når Kronprinsparrets Priser 2017 uddeles i Jysk Musikteater i Silkeborg lørdag den 25. november, bliver det producenterne bag podcasten Third Ear og beklædningsdesigneren Cecilie Bahnsen, der skal have overrakt de to Stjernedryspriser.

Formålet med Kronprinsparrets Stjernedryspriser er at synliggøre og anerkende yngre danske kunstnere med et særligt talent, og i år er det de nyskabende og medrivende lydproduktioner fra podcasten Third Ear og Cecilie Bahnsens enestående beklædningsdesign, der hædres. Med hver pris følger 50.000 kr.

Third Ear
Podcasten Third Ear modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris for deres nyskabende og medrivende lydproduktioner, der er en blanding af underfundige historier, dokumentar og lydkollager. De modtager blandt andet prisen, fordi de insisterer på den gode – og ofte lange historie, og fordi de har formået at genoplive radiomontagen og gjort formatet tilgængeligt for et bredt publikum ved at skabe enestående, personlige og tankevækkende fortællinger.

Third Ears faste redaktion består af Tim Hinman og Krister Moltzen, der har en fortid i DR programmet ’Ultralyd’. Her arbejdede de med radiomontagen, som er toneangivende for den måde, de producerer podcast på i dag. Third Ear debuterede i 2009 med programmet ’Guldhornene’, der er blevet downloadet over 80.000 gange. Blandt deres populære podcasts finder man også ’I et forhold med’ fra 2013 om svindleren med de mange identiteter. Den er siden blevet til dokumentarfilmen ’En fremmed flytter ind’, som havde premiere i september i år. Siden 2015 har Third Ear samarbejdet med Politiken, hvilket blandt andet har resulteret i populære serier som ’Ringbindsattentatet’ og ’Kvinden med den tunge kuffert’.

Cecilie Bahnsen
Designer Cecilie Bahnsen modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris for sit enestående beklædningsdesign, der har et ultra feminint udtryk blandet med styrke, kraft og intensitet. Hendes kollektioner er kendetegnet ved en interesse for kunsthåndværket og traditionelle teknikker som kviltning, patchwork og broderi og et fokus på kombination af materialer. Hun modtager blandt andet Stjernedrysprisen, fordi hendes design udtrykker en klar forståelse for struktur, teknik og den enkelte detaljes samspil med helheden.

Cecilie Bahnsen er uddannet fra Danmarks Designskole i 2007 og har efterfølgende taget en Master i Womenswear Design i 2010 fra Royal Art College of Art i London. Hun har arbejdet for John Galliano, Stine Goya og Erdem og startede som selvstændig designer i 2015. Hendes første kollektioner blev købt af den anerkendte og toneangivende butik Dover Street Market til deres afdelinger i London og New York. Og i dag kan man finde hendes kollektioner flere steder i verden – deriblandt Frankrig, USA og Hong Kong. Størst succes har hun i Japan.

Direkte på DR1
Third Ear og Cecilie Bahnsen får overrakt priserne ved Kronprinsparrets Priser, der finder sted i Jysk Musikteater i Silkeborg lørdag den 25. november. Prisuddelingen sendes direkte på DR1 kl. 21.00. Her er Stéphanie Surrugue og Kåre Quist værter, og musikalske navne som Shaka Loveless, Aura, Jærv, Bisse samt Aarhus Teater i selskab med Simon Kvamm og Marie Højlund vil optræde.

FAKTA om Kronprinsparrets Priser
Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret. Formålet med prisuddelingen er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.

Der uddeles i alt fire priser: Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris og to Stjernedryspriser. Modtagerne af Kulturprisen og den Sociale Pris offentliggøres ved prisuddelingen i Silkeborg den 25. november.

Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtagerne udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.

I 2016 gik de to Stjernedryspriser til musiker og mundharpist Mathias Heise og tegnestuen Johansen Skovsted Arkitekter.

Kontakt
For yderligere oplysninger om Kronprinsparrets Priser, kontakt:
Bikubenfondens kommunikationschef Iben Haugaard, ih@bikubenfonden.dk

Related links

Emner

Kategorier


Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, hvis afkast går til sociale og kulturelle formål, som er til gavn for samfundet. I 2016 anvendte fonden 92 millioner kroner til filantropisk arbejde i Kongeriget Danmark. På det sociale område har fonden særligt fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer. På det kulturelle område har fonden særligt fokus på scenekunst og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Digital redaktør Digital og visuel kommunikation 20 95 22 70
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Senior kommunikationskonsulent 31 78 59 27

Relateret materiale