Nyhed -
Bikubenfondens portrætserie Artistic Practice præsenterer scenograf, rum- og kostumedesigner Ida Grarup
”Som kunstner har man en platform – og man skal være villig til at stå på mål for det, man siger fra den platform.” Sådan lyder det fra scenograf, rum- og kostumedesigner Ida Grarup. Hun ser teatret som et rum for undersøgelse og en empatimaskine, som sætter scene til, at man som publikum undres, kommer i tvivl og ser verden med andre øjne for et øjeblik. "Teatret kan udvide grænserne for, hvad virkeligheden kan indeholde, og er derfor langt mere kraftfuldt end blot at være spejl for vores virkelighed,” fortæller hun.
Ida Grarup arbejder multidisciplinært og ofte med et stramt koncept. Hun er altid medskabende fra de første spæde skridt i tilblivelsen af en forestilling, så hun bedst muligt kan spænde tematikker op på scenografien og være med til at forme det budskab, som forestillingen har. I sine scenografier søger hun en sansemættethed, der kan forstærke fornemmelsen af at være til stede i nuet.
Det særligt kendetegnende for Grarups kunstneriske praksis er, at hun bruger scenografien som dialogværktøj og udfordrer publikums fysiske tilstedeværelse og involvering i værket. Dette gjorde sig gældende i bl.a. forestillingen ”Martyr Museum”, som var en stedsspecifik forestilling i Kødbyen, hvor publikum gik rundt som var de på et museum. I den postapokalyptiske forestilling ”NUL” var scenografien en ø i fremtiden beklædt med birketræer. Her inviterede skuespiller Morten Hee Andersen i løbet af forestillingen publikum op til at deltage i fortællingen om, hvordan vi sammen kan skabe en bedre verden. Og i operaen ”Silent Zone” gik publikum rundt om et transparent parcelhus, der gav en følelse af at være voyeur til noget, som man helst ville lukke øjnene for, men som pludselig udspillede sig foran én.
Lovende kunstnerisk praksis
Bikubenfonden har udpeget Ida Grarup til fondens portrætfilmserie Artistic Practice, der udfolder lovende kunstneriske praksisser.
"Ida Grarups arbejde med materialet er storladent. Hun skaber klare rumlige koncepter og teatralsk visualitet med en stærk kunstnerisk ambition om at engagere sit publikum. Grarups evne til også at indgå i stærke kollektive skabelsesprocesser vidner om en kunstner af sin tid, der skaber kunst med både generøsitet og bevidsthed om egne evner. Hendes praksis karakteriseres af en særlig kraftfuld kvalitet, som kommer til at præge de endelige scenekunstværker,” siger Mette Marcus, direktør i Bikubenfonden, om hvorfor Ida Grarup er udvalgt som lovende kunstnerisk praksis.
Som en del af indsatsen har Ida peget på en international profil som samtalepartner i det interview, der indgår i filmen. Hun har valgt den tyske prisbelønnede instruktør Susanne Kennedy, som har erfaring fra Tysklands store teatre og er tilknyttet Volksbühne i Berlin.
Se Artistic Practice med Ida Grarup her: https://vimeo.com/669819239
Kollektivet som kerne
Ida Grarup er selvstændig og arbejder gerne med bestillingsopgaver, men det er i kollektivet, hun for alvor får kraft som skabende kunstner. Hun er medlem af kunstnerkollektivet The Other Eye Of The Tiger (TOETT), som står bag ”Martyr Museum” og ”NUL”, der begge blev co-produceret med Teater S/H i Kødbyen. Ydermere har hun de senere år arbejdet med Elisa Kragerup på Betty Nansen Teatret, som konsekvent arbejder i kollektive arbejdsprocesser.
I Artistic Practice og samtalen med Susanne Kennedy fortæller Grarup: “There is a power in the collective that you don’t have as a lonely artist sitting at your desk and thinking everything yourself. That is at least what I experience. Going out and working with people and getting inspiration from other artists or people you work with and get feedback from and make the whole thing in a dialogue. What do we think is important to make a play about today? Why do we do theater? How can we make theater about something we think is important and important in the world?”
Om Ida Grarup
Ida Grarup er uddannet scenograf fra Den Danske Scenekunstskole i 2012-2016. Hun har en bachelor i produktionsdesign og beklædningsdesign fra Danmarks Designskole, 2008-2012 og Bühnenbild, Kunsthochschule Weisensee, Berlin, september 2011-marts 2012.
Grarup er udover sin freelance karriere medlem af The Other Eye Of The Tiger – et kunstnerkollektiv, som skaber forestillinger, hvor samfundsproblematikker står helt i centrum. Et eksempel er Grarups afgangsforestilling på Den Danske Scenekunstskole ”Martyr Museum”, hvor martyrbegrebet blev undersøgt, og martyrer fra oldtiden frem til nyere tids selvmordsbombere var repræsenteret. Forestillingen blev en de af mest omdiskuterede teaterforestillinger i nyere tid.
Netop nu er Grarup aktuel med ”Animal Farm” på Betty Nansen Teatret (12. marts - 9. april 2022). I kommende sæsoner har hun premiere på forestilling på Aarhus Teater i samarbejde med instruktør Anja Behrens, på Teater S/H i samarbejde med Christian Lollike og på Husets Teater med TOETT-kollektivet.
Priser og Legater
I 2016 modtog Ida Grarup Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds rejselegat for ”Martyr Museum”. I 2017 modtog hun sammen med David Gehrt en Reumert i kategorien Årets Scenedesign for ”Erasmus Montanus” og samme år Statens Kunstfonds Legatudvalgs præmiering for scenografi og kostume til samme forestilling. I 2018 var hun nomineret til en Reumert i kategorien Årets Scenedesign for Silent Zone.
Læs mere om Ida Grarup og hendes praksis her: www.idagrarup.dk
FAKTA om Artistic Practice
Artistic Practice er et person- og værknært filmportræt af en dansk kunstner eller kunstnerduo med særligt lovende praksis og potentiale. Bikubenfonden stiller Artistic Practice til rådighed for kunstnerne som et led i en internationalisering af dansk kunst. Målet er at bidrage til at løfte og styrke kunstnernes synlighed i deres videre karriere.
Artistic Practice med Ida Grarup er produceret af Blik film for Bikubenfonden.
Kommende kunstnere i Artistic Practice-serien er
Kunstnerisk leder af Black to Normal, Marie Lydie Nokouda
Billedkunstner Jens Settergren
Billedkunstner Marie Munk
Billedkunstner Linda Lamingnan
Koreograf Hilde Sandvold
Kunstnerduoen How to Kill a Dog
Tidligere udgivelser i Artistic Practice-serien
Billedkunstner Jakob Kudsk Steensen
Kunstnerduoen Astrup og Bordorff
Koreograf og formskaber Gunilla Lind
Teaterinstruktør Sargun Oshana
Billedkunstner Alexander Tillegreen
Billedkunstner Hannibal Andersen
Kunstner og koreograf Jules Fischer